Det er pinligt hvordan jeg føler en slags kunstnerisk magt ved at croppe mit screenshot inden jeg tager det – som om det er et ærbart håndværk at skære søgefelt, batteriniveau og klokkeslæt fra.
Hvor ligger håndværket i at lave kunst ud fra digitalt materiale?
Der er noget i mig der stritter når jeg skal skrive om digital-era stuff. Forestiller mig boomere om et teaktræs bord, korslagte arme, nikkende i takt. ”Ja det er gået over gevind med de sociale medier”.
Det er ikke fordi min besættelse beror på en fascination af nye menneskeskabte teknologiske metoder og progression indenfor det felt. Det en fascination af poesi og nærvær. Af ømhed og hengivenhed. Hvordan det virtuelle område både prøver at fremme og underminere dette. Hvordan billedligt materiale er alt afgørende for begge dele.
Det er en fascination af glitches og visuelle fodaftryk. Af hvordan det virtuelle er et urørt landskab og en tætpakket storby, og af hvordan kunsten kan være et værktøj til at stille sig både ydmyg og mægtig overfor dette.
Jeg er opmærksom på at dette skriger kognitiv dissonans, men det er måske bare sådan det er at eksistere i cyberspace.
➛ * ੈ ✩ ‧₊˚ ೃ ⁀➷
Ting jeg oplever på nettet
Jeg kan blive så uendelig rørt af at folk laver korte videoer på internettet for at få andre til at grine. Hvis man glemmer de konstante money-making intentioner og det paniske eksponeringsræs, er det jo SÅ adorable. Content på sociale medier er en reklamesøjle i vulkanudbrud, det klart, men det er jo også bare små billede gaver man giver til hinanden. Små gems, symboler, nøgleringe, pyntefjer, bilkort, glasperler, u name it. Der er noget ægte og barnligt i at dele et billede af sine nye sandaler.
Jeg har opdaget en instagram side der hedder ting_som_ser_sykt_kristne_ut. Der er billeder af plastikstole og saftevand i tykke vandkander. Overheadprojektorer, termokander og brune vægtæpper. Det magisk at se små inddelinger og forsøg på arkivering på nettet. En lille lomme af orden i et larmende virtuelt kaos. En sekvensering som skaber en illusion om at det der er styr på mængden af billeder på nettet. I love it.
Sender et nude på instagram –> tjekker af i hjørnet at billedet skal være en ”engangsvisning” –> Der dukker et lille bombemotiv op? –> Som om mine bryster ville eksplodere ud over nogen et sted på Nørrebro? Når noget er markeret forgængeligt på internettet, er det som regel farligt. Som en privat browser der sletter søgehistorikker, og krypterede samtaler der udrydder spor. Visuelt materiale der opstår kortvarigt, er farligt. Uhåndgribelighed og kaos erfarligt. Jeg tænker på store kunstværker der var store fordi de havde en forgængelighed, en farlighed og mystik pga. deres forsvinden. Hvordan 1900 tallets avantgardekunstnerne benyttede sig af forgængeligt materiale som en slags oprør mod det konstante og etablerede i kunstindustrien. Jeg siger hermed ikke at mine bryster er en contemporary tilsvarenhed, men jeg tror avantgardekunstnerne havde anerkendt mine nudes som værende et vigtigt kunstnerisk statement. Derudover synes jeg det er spændende hvordan vores hverdagsbrug af billedmateriale sammenfletter sig med betydelig kunsthistorie. 🤷♀️
ੈ ✩ ‧₊˚ ˚ ༘ ♡ ⋆ ｡˚
Kaos jeg oplever på nettet
Kaos er det perfekte udgangspunkt for nye narrativer.
Internettet er måske et godt eksempel på at vi havde misforstået at alt hvad mennesket havde skabt eller regerede over var under kontrol.
Som Donna Haraway skriver: Cyborgs are not reverent; they do not remember the cosmos. 😈
Hvor der er kaos, vil nogen altid ønske at skabe orden og disciplin, og netop derfor mener jeg at samtidskunst som befinder sig i virtuelle landskaber, har en politisk aktivistisk berettigelse. Disse værker finder skønhed i det udefinerbare og mystiske.
Min veninde har lavet en Youtube profil hvor hun vil sortere alle videoer på Youtube. En kategori ad gangen. Handlingen bliver et slags meta-værk. Ved at forsøge at skabe orden på en platform som Youtube, understreges dets uendelige kaos. Det bliver en contemporary Sisyfos mytologi.
Mere end 500 timers video materiale bliver uploaded på Youtube i minuttet.
I 2023 lavede jeg et projekt med min veninde om tasken som feministisk symbol. Hun skriver følgende i vores fælles zine med navnet ”taske”:
”Min mors taske var min fars værste mareridt. Heri herskede uorden og kaos som et dybt svælg af mørke og vanvid. En antistruktur som virkede nedbrydende. En indvendig ufremkommelighed.”
Internettet har intersektionelt feministisk og kunstnerisk aktivistisk potentiale fordi det rummer ✨antistruktur✨.
Internettet er for mig en taske. En mary poppins reference, en galakse, en mudderpøl af mikroorganismer og bakteriedannelser.
Kunst jeg oplever på nettet
Googlede definition på hyperpop, da det er virker som en kunstform der taler det digitale kaos sprog, og som jeg elsker for at gøre det.
Often described as straight up unlistenable noise, hyperpop uses the conventional form of a pop song progression but pushes everything else to its extremes. Glitches, metallic sound synths and distorted vocals are some of the common features of a hyperpop song. The key feature, however, is that it refuses to conform.
Jeg har tænkt på ordet cyber museologi, og om det var det jeg egentlig ville skrive om. For det virker som den oplagte kunsthistoriske kobling jo.
Kunst og internetttet –> Gallerirummet på nettet –> digitale præsentationer/udstillingsformater på internettet. Men det føles ikke som om det er det der betager mig. Det der betager mig, er at internettet ikke er gallerirummet, at det dealer med så vanvittigt meget visuelt materiale, men ikke rigtig giver en fuck for gallerirummet.
Samtidskunst der bearbejder virtuelt materiale, forsøger ikke at tilpasse det digitale til gallerirummet, det forsøger måske i højere grad at opsluge gallerirummet, og gøre det til et interiør eller en accessorie i det digitale landskab.
Jeg tænker meget på Hito Steyerls essay: In defense of the poor image, fra 2009.
Essayet er en slags hyldest til det ”fattige” billede da hun mener det agerer det demokratiske billede. Det billede som alle helt lavpraktisk har adgang til at downloade. Hito Steyerl argumenterer for at det fattigt opløste billede siger mere om virkeligheden end det højtopløste.
Hvad der i 2009 var det lavopløste billede, kan måske i dag svare til det hyppigt delte eller let delte billede, da opløsningen generelt er højere på digitalt materiale, end den gang.
Den lave opløsning signalerede noget hjemmelavet, og derfor intimt. Hvad signalerer intimitet i dag? Hvordan skiller man det professionelle fotografi fra amatørfotografiet i en tid hvor opløsningen på de fleste mobiler er den samme, og ret høj?
Lav opløsning er jo blevet kitsch, og dermed kunstnerisk. Måske fordi den værner om en tid hvor det demokratiske billede var lettere at gennemskue?
Når jeg tænker på mit igangværende eksamensprojekt, der handler om folk der sover med hinanden over FaceTime, bliver det klart for mig hvordan ensomhed er et af de grundfølelser vi aldrig rigtig som samfund får bugt med.
Hvordan det er en misforstået mission i sig selv.
Hvordan globaliserende internetfænomener og fællesskabsskabende virtuelle intiativer er skabt til at lukrere på det sted i mennesket der frygter mørket, døden og ensomheden
Den måde sociale medier omslutter os er et kunsthistorisk fænomen? Eller hvad?
Tænker på Bacons portrætter som et slags fortidigt AI maskineri. Skabt i efterkrigstiden visuelle tristesse i det engelske samfund. Bacon var en slags samler af depressive, eksistentielt fortvivlede ansigter. Han genererede et sammenkog for en nation at spejle sig i. Og det var abstrakt og udvandet. En både kaotisk og præcis spejling for mennesker
Kaos –> nuancer –> spejling
Kaos = demokratisering?? 🤯 nogen vi alle kan vinkle mod os selv.
Og jeg ved godt at det er forsimplet, det var ikke eksistentiel tomhed der stod på tegnebrættet da sociale medier blev pitchet et sted i USA, omkring 1997 (året for min undfangelse, og året Andrew Weinreich skabte mediet Six Degrees, som anses som det første sociale medie – hurra for et tilfælde, am i right) men altså u know what i mean
Alt på internettet er en metafor, et analyseredskab til at forstå hvordan det føles at være et menneske og en klode og en angst.
Og samme tid med internettet øger globalisering og krampagtigt forsøger at skabe overblik over hele verden
Føles den endnu mere fremmedgørende og fjern, verden
Fordi den skaber en arrogance hos den enkelte
”Jamen jeg ved mit om verden, den er her i mit lille digitale montre/atlas/snekugle”
Visuelle referencer:
Francis Bacon, Self-Portrait, 1971.: https://www.mfah.org/blogs/inside-mfah/understanding-francis-bacon
Tekst referencer:
Russel, Legacy. GlitchFeminism: A Manifesto, 2020.
Steyerl, Hito. In Defense of the Poor Image. e-flux journal, 2009.
