Syg kunst
Det syge rum
Hospitalsrummet er et specielt rum. Det er isoleret for omverdenen, men samtidigt et offentligt rum. Folk kommer og går fra rummet, nattevagten kommer med sin lommelygte og tjekker, om du er i live. Portørerne kommer og henter dig, når du skal opereres. Lægen kommer med nyheder. Sygeplejersken tager hånd om dig. Pårørende kommer og går. Du er der alene. Rummet har sin egen tidszone og sin egen levetid.
Det er i disse rum, de syge lever, sygdommen lever, og målet kan være at komme ud, eller måske for nogle at være der så lang tid, som livet giver dem. Rummene er der, hvor sygdommen bliver fundet, diagnosticeret, redningsarbejdet foregår, og der, nogle liv leves. Det rum er en vigtig del af fortællingen om det syge liv, eller den syge kunstners liv. Mange af Hannah Wilkes billeder er taget på hospitalet, det samme med Jo Spence og de mange andre syge kunstnere. Mange af Frida Kahlos værker er malet i sygesengen. Det er et spændende rum, hvor man kan forestille sig, at mange af ideerne til værkerne er opstået. Manifestationen af kunstnerne. Livet, der leves på hospitalet, er som et parallelt liv. Inde bag hospitalets mure, indelukket på hospitalsstuen og på operationslejet, leves der et slags liv, mens det ‘normale’ liv fortsætter uden for hospitalet og de mange rum.
I min egen praksis er det også her, at mange af mine ideer og fotografier er lavet. Det syge rum som metafor og som kunst kan også forstås som en utopi. Kunsten bliver et tilflugtssted til stadig at arbejde i sit virke som kunstner eller på en måde at arbejde som kunstner terapeutisk med sin sygdom. I utopien eller paralleluniverset kan du holde dig selv i live og forevige dig i kunstens verden. Se tilbage på sygdommen eller miraklernes virke.
Hvad er det der sker, når vi fylder et udstillingsrum med konfronterende materiale? Det syge rum kan også være det galleri, du træder ind i, hvor f.eks. Hannah Wilkes skulpturer og selvportrætter fylder rummet og inviterer betragteren ind i sin terapi.
Sympatisk eller empatisk læsning? Afsky forstås og udforskes som en følelse. Hvis ‘hård’ fotografi ikke kun skal læses for spændingen, chokeffekten eller komme ud af kedsomheden, kan det læses som empatisk og for nogle opleves det som personal distress. Det kan mærkes som dårligt humør eller ubehag, der opstår, når empatiske mennesker bliver for dybt involveret i andres smerte.
De skabe syge rum er et affektivt møde gennem den ubestemmelighed, som fotograferne skaber i rummet. Hvad er det, som sker, når billeder ikke placeres i betegnelserne, men i dimensionen af det legemliggjorte møde, bliver det et objekt for etiske refleksioner frem for viden. Som jeg mener, kan man i tilfælde af skabelsen af syge rum i galleriet eller på kunstinstitutionerne have en stor chance for at betragteren vil føle personal distress. Jeg ved ikke, om det er det, jeg selv ønsker, at betragteren får ud af at se mit fotografiske arbejde. Selvom man aldrig kan styre folks læsning eller reaktioner på et værk, er det med syg fotografi måske endda endnu sværere end med andre typer kunst. Jeg kan ikke finde ud af, om den empatiske eller sympatiske læsning af mine egne værker er målet. Om det bliver læst empatisk med meget medfølelse og forståelse for værket, eller om det bliver læst sympatisk med en følelse af medlidenhed, måske endda med resultat af afsky.
For at forstå bedre hvad der sker i mødet med syg kunst, bruger jeg teoretikeren Susan Sontag. Hun indvier det almindelige til noget væsentligt, at man som betragter kan forstå den givne situation eller begivenhed, det hun kalder ‘event’. Med fotografiet som redskab i de syge rum, kan man skabe relation mellem situation og betragteren. At give lov til at deltage i det utilgængelige og føle empati eller afsky.
Kunsten at blive set
Som patient bliver man set på, vurderet og analyseret af fagfolk i hospitalsvæsenet. Den første del af udredningen af patienten er nemlig ved at kigge på patienten. Hvordan sidder patienten, hvordan er vejrtrækningen, hvordan ser huden ud osv.. Derefter kommer spørgsmålene og prøvesvarene for at komme til bunds i, hvad problemet er. Han beskriver, hvordan det er i detaljen i læsningen af patientens tilstand. Lidt ligesom når man læser et kunstværk – man har vurderet værket i løbet af de første sekunder, derefter går man i dybden.
Men hvad er det, som er på spil, når det ikke længere er lægerne, der vurderer patienten, men beskueren der ser patienten som et værk? Hvordan bliver det set og læst af en betragter, hvordan påvirker det os, og får vi en reaktion fordi det syge minder os om vores egen dødelighed og frygt for døden?
At formidle og at skabe syg kunst, der er samfundsrelevant både historisk og kulturelt, kan være svært når man føler sig alene på feltet og uden en sammenfattet kulturhistorie. Men når jeg ser på Wilkes, Spence og Kahlos værker, mærker jeg en sammenhørighed. Jeg ser sjældent kunst, jeg kan identificere mig med, men med de tre syge kvindelige kunstnere, endda Frida Kahlo med handicap, ser jeg brudstykker af min egen historie og føler mig ikke helt alene. I deres kunst spejler jeg længslen, håbløshed og frygt, men også kroppens fejl og mangler, den syge krop og seksualitet og femininitet. Det at være i live og den menneskelige krops sårbarhed som afgørende for at opleve livet i alle dens faser.
Sontag brugen af metaforer ved og omkring sygdom, primært med fokus på tuberkulose og kræft. Hun undersøger det sprog, som vi bruger til at beskrive sygdom og de sygdomsramte med. Derudover undersøger hun kompleksiteten, hvordan vi både drages og frygter det syge, og hvordan vi gennem historien har afskyet syge mennesker og stadig har haft et behov for at romantisere det. Hun beskriver, hvordan det er tristheden, der gør det interessant, og det er et tegn på forfinelse af følsomheden at være ked af det – altså det magtesløse vi føler, når vi ser på det syge. Sontag præsenterer os for romantiseringen af det syge med hendes udgangspunkt i tuberkulose, aids og kræftsygdomme, og hvordan det var det første udbredte eksempel på den særprægede moderne aktivitet, der promoverer selvet som et billede. Det giver mig en forståelse for kunsten at blive set, både historisk men også kulturelt.
Et interessant nedslag i forståelsen af kunsten at blive set i Tammis Ph.D.-tekst Sick Photography, Representation of Sickness in Art Photography, er, når hun bruger Sander L. Gilman’s Disease and representation fra 1988 for at forstå, hvad det er, vi oplever, når vi ser på det syge. Hvordan måden, vi ser det syge og patienter på, er socialt kodet. Hvordan vi ser de fysisk syge som en refleks af vores egen følelse af kontrol og de grænser, der ligger i denne følelse. Den sociale kodning af, hvad vi oplever i mødet med det syge, mystificerer vi, og det ender med afsky. Det sender os fra Gilman og tilbage til Susan Sontag Illness as a Metaphor. De sociale koder og forventninger, samfundet har skabt gennem historien og kulturelt, vækker i sig selv former for frygt. Sontag begrunder det med, at enhver sygdom, der behandles som et mysterium og akut, vil blive anset for at være moralsk, hvis ikke bogstaveligt smitsom, Men også mødet med at se på den syge person, hvordan vi i samfundet forstår eller misforstår det, bliver også vores læsning af det i kulturen og kunsten.
Jeg ved ikke, om min research på emnet kunsten at blive set har gjort mig mere motiveret til at tage det syge rum ud af hospitalet og ind i gallerierne, men det har helt sikkert givet mig en bedre viden om, hvad det er, der sker, når man skaber syg kunst og bliver set på som en syg kunstner. Jeg forstår bedre vigtigheden af repræsentationen af syg kunst, hvordan den må ændres, og jeg har fået et indblik i, hvordan den ses og læses.
Medicinsk museion
I min research i det lægevidenskabelige og det moderne gennembrud i dansk medicin, skulle jeg selvfølgelig se Medicinsk Museion, der hvor syge mennesker og børn ligger i glas – alt det, man ikke må mere. Hvordan læger har set og forsket i menneskekroppen. De havde sågar en udstilling om at kortlægge kroppen.
Men museet, der faktisk er det tætteste på min slags kulturhistorie, er selvfølgelig ikke tilgængelig for handicappede og syge kroppe. Det er næsten komisk at udstille den syge krop på glas for kun det raske menneskes øje.
Bibliografi
Camilla Schwartz og Anne Klara Bom. Affektive kulturstudier. Institut for Kulturvidenskaber, Syddansk Universitet. Forlaget Dansksiden.dk/metodebogen.dk, 2018.
Dinsdale, Emily. Life lessons we can take from Nan Goldin’s seminal photography. Dazed digital. 2018. https://www.dazeddigital.com/art-photography/article/46793/1/life-lessons-we-can-take-from-nan-goldins-seminal-photography (Hentet 2023-09-14).
Dr. Craig Pearson. Pulitzer Arts Foundation 2022. Narrative Medicine – Hannah Wilke and the Art of Being Seen. https://pulitzerarts.org/feature/hannah-wilke-and-the-art-of-being-seen/ (Hentet 2023-09-11).
Eric, Caspar. Nye balancer, handicap digte. Gyldendal, 2023.
Forfatterweb. Susan Sontag. https://forfatterweb.dk/oversigt/zsontag00 (Henet 2023-10-16)
Forskning RUC. Bjarne Sode Funch. https://forskning.ruc.dk/da/persons/bfunch (Hentet 2023-10-16)
Funch, Bjarne Sode. KUNST OG EMOTIONER. Dansk Psykologisk Forlag, 2012.
Fulleylove, Rebecca. Exploring Frida Kahlo’s Relationship With Her Body. Google Explore. 2023. https://artsandculture.google.com/story/exploring-frida-kahlo%E2%80%99s-relationship-with-her-body/EQICSfueb1ivJQ(Hentet 2023-09-01).
Freedberg, V. Gallese. Motion, Emotion and Empathy in Aesthetic Experience. 2013. https://www.researchgate.net/publication/263809628_Motion_Emotion_and_Empathy_in_Aesthetic_Experience_D_Freedberg_and_V_Gallese(Hentet 2023-10-16)
Guggenheim Online. Artist search, Hanne Wilke. https://www.guggenheim.org/artwork/artist/hannah-wilke (Hentet 2023-09-09).
Health board. Personal Distress. https://www.thehealthboard.com/what-is-personal-distress.htm (Hentet 2023-10-14)
Johnson, Samantha. Dust to dust: the photographer who started death in the face – in pictures. The Guardian. 2016 https://www.theguardian.com/artanddesign/gallery/2016/feb/16/photographer-jo-spence-the-final-project (Hentet 2023-10-02).
Larsson, Erika.. Att se empatiskt – Samtida fotografiers möte med globaliserade rörelser, samspel och konflikter. 2013. https://www.researchgate.net/publication/278583032_Att_se_empatiskt_-_Samtida_fotografiers_mote_med_globaliserade_rorelser_samspel_och_konflikter (Hentet 2023-10-02)
Lund universitet. Erika Larsson. https://www.kultur.lu.se/person/ErikaLarsson/ (Hentet 2023-10-16)
METODE – BEGREBER, MODELLER & TEORIER. Samfunndsfag.dk. Intentionalitet. https://samfundsfag.dk/begreber/metode/begreber-modeller-teorier/intentionalitet/ (Hentet 2023-10-14).
Tammi, Maija. Biography. https://www.maijatammi.com/bio/ (Hentet 2023-10-16)
Sontag, Susan Illness as Metaphor. 1978. Penguin Modern Classics, 2009.
Sonta, Susan. Regarding the Pain of Others. 2003. Penguin Modern Classics, 2004.
Sontag, Susan. On Photography. 1977. Penguin Modern Classics, 2008.
Tammi, Maija. Sick Photography, Representation of Sickness in Art Photography. Ph.D, Aalto University. 2017.
Tammi, Maija. Biography. https://www.maijatammi.com/bio/ (Hentet 2023-10-16)
Wilke, Hannah. Art for Life’s sake. Pulitzer Arts Foundation. [fotografier, udstilling, sammenfattet bog]. 1940–93. https://pulitzerarts.org/product/hannah-wilke-art-for-lifes-sake/