At se er som at blive forvandlet
Jeg tænker meget på forandringer. På transformationer og på livets udviklinger. Jeg overvældes ofte af livets konstante forandringer, og i min overvældelse af det opstår et behov for at reflektere og se. Det er derfor jeg er forbundet med fotografiet. Fordi fotografiet viser mig nye perspektiver, føler jeg mig som forvandlet, når jeg kigger på dem. De fylder mig med følelser, med tegn og gåder, som jeg kan forsøge at finde en sammenhæng i. Når jeg ser på billeder, forstår jeg verden meget bedre – Jeg kan ikke forstå verden uden at se på billeder. Som Siri Hustvedts har formuleret i sin bog LEVA, TÄNKA, TITTA: ”Jag ser” kan också betyda “Jag inser”, og Jag titter och ibland inser jag.
Det er for mig en magisk evne, som fotografiet har, der gør, at jeg nogle gange forstår livet meget bedre gennem billeder. Jeg har længe forstillet mig det gamle klassiske maleri af Michelangelo Narcissus, som et billede på den proces som kan opstå, når jeg ser på et billede. I Michelangelo maleri ser den unge mand ud til at være helt opslugt af sit eget spejlbillede i vandet. Jeg forestiller mig at det er det samme, som jeg oplever, når jeg kigger på et fotografi. Jeg kan, med visse billeder, få en følelse af at se mig selv i spejlet. Ofte fordi jeg kan genkende bestemte motiver eller stemninger. Den tanke får mig til at undre mig over, den proces som opstår, når en person kigger på et fotografi. I Rolands Barthes omdiskuterede bog Camera Lucida beskriver Barthes et billede af sin mor. Det er det eneste billede i hans familiealbum, som Barthes bliver rørt af. Den oplevelse får Barthes til at fremlægge teorien om punktummet i billedet. Et såkaldt punkt i billedet, som mennesker kan trigges af, og som derfor gør dem særligt opslugt af nogle billeder frem for andre. Barthes selv og andre teoretikere, som f.eks. Mette Sandbye i hendes bog Mindesmærker, har fremlagt dette punktum som individuelt, og noget som opstår fordi beskueren kan relatere til netop det billede. Man kan sige, at der sker det samme, som er tilfældet i maleriet Narcissus – man ser sit eget spejlbillede i billedet.
Walter Benjamin har ligesom Barthes i Kleine Geschichte reflekteret over dette punktum, og taler om dette som fotografiernes optisk-ubevidste potentiale, som han beskriver som: en længsel forbundet med den erindrede fortid, som man ikke havde erkendt og konkretiseret, før et eller andet udløste den erindring. Walter Benjamin var inspireret af de freudianske tanker om det ubevidste, og skriver en smuk metafor i Mette Sandbyes bog Mindesmærker: Det ubevidste fungerer som et negativ, der aktivt skal fremkaldes, før at det bliver til et (bevidst) billede.
I det perspektiv kan man forstille sig, at fotografiets magiske evne er en personlig erkendelse. En erkendelse af en tidligere oplevelse, en stemning eller noget helt andet. Fotografiet bliver som en trigger af et minde, man måske havde glemt, og som bliver en ny katalysator for refleksion hos den, som ser på billedet. En ny refleksion som kan lede til en erkendelse, et nyt perspektiv og derfor en personlig udvikling.
Denne fotografiets magiske evne er det, som jeg selv oplever i mit møde med billeder, og som jeg genkender i min oplevelse af Theresia Bråkenhielm’s bog Stallfickor.
En bog der skildrer piger i 10-årsalderen, som bruger alt deres tid i stalden med heste. Bogen har en rød farve, som skærer i mine øjne. Når jeg åbner den, ser jeg 38 sort/hvide billeder, som er høj kontrastede, og halvslørede. Billederne er mørke, og lyset falder poetisk men intenst på staldpigerne. Bagerst i bogen har Moa Matthis skrevet en længere tekst, der også hedder Stallflickor. Teksten er skrevet på det samme stærke røde papir, og det gør ondt i mine øjne at læse teksten. Billederne viser for mig hestene som både ømme og bløde, men også som skræmmende og ukontrollerede. Pigernes ansigter er intense og med viljestyrke. Der er billeder af pigernes private værelser, som er fyldt med hesteplakater. Disse piger lever med heste og drømmer om heste.
I min pre-og pubertetsalder handlede alt også om heste. Mine forældre havde heste derhjemme, og lige fra jeg var lille var det mit største ønske at få lov til at ride på heste, ligesom de store piger på rideskolen gjorde. Da jeg blev seks år gammel, fik jeg endelig lov til at gå til ridning, og derefter tilbragte jeg al min fritid i stalden med hestene. I mit voksenliv er heste ikke længere er en del af mit liv. Min tid som hestepige er ikke noget jeg længere tænker på – ikke før jeg en dag stødte på Bråkenhielm’s bog, og jeg pludselig blev konfronteret med den tid i mit liv. Jeg kan genkende mig selv i billederne sammen med de store bløde dyr med de rolige øjne. De store dyr, som var så rolige, stærke og ukontrollerbare på samme tid. Dengang følte jeg, at jeg fik et dybt venskab med hesten. Hesten, med sin lokkede man og bløde pels, som blev som et kram efter skole. Her kunne jeg søge ly for en uoverskuelig verden. Hesten, som jeg kunne fortælle alt – mine drømme og mine pre-og pubertets fortvivlelser. Hesten som jeg sov hos om natten, når jeg var vred på mine forældre. Hesten som trøstede mig, og hesten som senere blev genstand for store mål og drømme i livet. Men det var også hestepigen, som holdt mig uden for fællesskabet senere i skolen, fordi heste var kiksede, og bare var for piger, som havde dårlig stil. Det var hesten, som gjorde, at mine klassekammerater gang på gang sang sangen fra Magtens korridorer, som hed hestevisen:
For
Lea du er en luder
Lea, en hesteluder
Lea, du er en luder
Lea, en hesteluder
Du er til heste og ikke til drenge
Men drengene, de vil have dig
Men du siger “nej, jeg er til heste”
Som teenager holdt jeg det derfor skjult, at jeg engang var en hestepige.
Bråkenhielm’s bog blev som en stor forløsning. En bearbejdning af en livsperiode som jeg kunne se i et nyt lys. Selv om det gjorde ondt at tænke tilbage på den mobning, der var forbundet med at være hestepige, blev det også en personlig forandring. Hvert billede var som at bladre igennem min egen fortid på trods af, at billederne ikke var af mig. Alle billederne føltes som et stort punktum for mig, fordi jeg kunne genkende mig selv i hele billedserien. Billederne konfronterer mig selv med min fortid, som jeg ellers havde glemt og fortrængt, fordi den bar på skam og smerte. Samtidig var det også sammen med hestene, at jeg havde nogle af mine lykkeligste barndomsminder. I dag tør jeg sige, at jeg var en hestepige som lille, og det er okay. Jeg var hestepige, men jeg var også meget andet. Det forstod jeg ved at se på fotografierne.
Dette udviklingspotentiale, og måske ligefrem en form for bearbejdnings potentiale gemt i fotografier er magisk. Det er derfor at det er vigtigt, at vi tager dette potentiale alvorligt med tanke på den enorme billedstrøm vi alle møder dagligt. Jeg kommer i dette sammenhæng til at tænke på de forandringer forbundet med kunsten og fotografiet. Kunsten var for mange år siden meget anderledes. Det var først efter Nietzsche (1844-1900) erklærede gud for død, at kunsten blev forbundet med en manifestation af det menneskelige subjekt. Martin Heidegger skrev i sit essay 1938: The age of the world Picture; that the modern period is characterized by the development of the “subject” as an individual at the center of knowledge, by the rise “machine technology” (key to industrialism), and by “the event of art’s moving into the purview of aesthetics” wherein “the art work becomes the object of mere subjective experience, and consequently art is considered to be an expression of human life.
Kunsten har udviklet sig, ligesom mennesket har det. Flere kunstnere anvender sig selv i kunsten, og ligeledes ser flere måske på kunsten igennem egne øjne. På samme måde ser vi også på fotografier. Vi spejler os dagligt i flere tusind billeder. Det kan måske være en konstruktiv udviklingsproces, at man må begynde med sig selv. Man må se sig selv i spejlet ligesom i Michelangelos billede Narcissus. Måske er det i dette samarbejde med os selv, at mennesker kan transformeres og forstå verden på ny – i et nyt perspektiv og det kan man gøre ved blot at se på fotografier.
Verk: Theresia Bråkenheilm, Stallflickor, Starfalk, 2006.
Bibliografi:
Bråkenheilm, Theresia. Stallflickor, Starfalk, 2006.
Heidegger, Martin, The Age of the World Picture, Holzwege,1950.
Hustvedt Siri, Anteckningar om seendet, Leva, Tänka, Titta, Norstedts, 2010.
Jones, Amelia. Self/Image, Routledge, 2006.
Larsson Erika, Att se empatisk, Nordisk tidsskrift for visuell kultur, universitetsforlaget, Oslo, 2013.
Sandbye, Mette. Mindesmærker, Tid og erindring i fotografiet. København K. Forlaget politisk revy. 2001. Linfield, Susie. The cruel radiance, Photography and political violence. America. The university of Chicago 2010.