Collaget som et værktøj til en fri proces: noter om collage

Text: Nicola Helin

Jeg kigger på Kamilla Langelands collage Sympathetic Shamer No. 1 fra 2016.

Collagen er lavet i mørkekammeret og består af mange forskellige billeder sat sammen til ét. Et billede af et stykke tøj i læder er blevet eksponeret på papiret sammen med et transparent negativ af Mickey Mouse, fysiske halskæder hvor den ene har et hjerte som motiv og den anden har en tekst med ordet LOVE, fem store sorte bolde hvor man kan se der er lysglimt i. I printet er der ridset en tekst og en stjerne på billedet. På billedet står der:

Hey Mickey, you’re so fine, you’re so fine, you blow my mind, hey Mickey, hey, hey, hey, Mickey! 

Teksten kommer fra pop sangen Mickey af Toni Basil fra 1982. Den får mig som det første til at tænke på om det er Mickey Mouse figuren i billedet der synger sangen? Det er et mærkeligt clash af noget barnligt og noget der lyder som et teenage oprør. 

Printet er i sort og hvid, men er efterfølgende blevet tonet med en lyserød madfarve. Fotogrammet består altså af flere lag af materialer som fysisk er blevet rykket rundt og placeret på papiret. Langeland har kombineret negativer med fundne objekter og hendes egne personlige ejendele. 

Selvom det er et todimensionelt print, der er indrammet på væggen, indeholder værket så mange tolkninger, personlige erindringer, følelser og minder. Materialiteten tillægger det en anden slags værdi, da der ligger mange associationer i det.

Collagen vækker mange minder og følelser i min krop. Jeg ved lige præcis hvordan det læder føles på kroppen og lyder når man bevæger sig. Det minder mig om min mormors hud på hænderne, som jeg elskede at lege med som barn. Helt rynket og blødt. Jeg har et stærkt minde af at jeg klemmer om hendes bløde, rynkede hud på hendes håndflade. Det bliver siddende, hvor jeg slap det, et stykke tid efter. Jeg kigger på det, indtil det falder tilbage på sin plads igen og gentager dette lille ritual indtil min mormor siger stop. Revnerne i jakken minder mig om, at jeg engang spurgte hvorfor min farmors ansigt var revnet, imens jeg kiggede og pegede på hendes smukke rynker i panden. 

Hvorfor er lige netop disse motiver sat sammen? For mig er det første, jeg kigger på Mickey Mouse, måske fordi den er inverteret og dermed er lys i forhold til så meget andet i billedet. 

Langeland bruger mediet på en utraditionel måde, hvor værket består af så mange forskellige lag, som umiddelbart kan være svære at gennemskue hvad er eller hvordan det er blevet lavet. Det tvinger en til at kigge på alle elementerne på en ny måde for at kunne regne dem ud. Vi får små bider af noget genkendeligt, måske endda hverdagsagtigt som en jakke, men vi skal også forholde os til det i sammenkobling med et negativ af Mickey Mouse. I dette værk er materialiteten og fornemmelsen af noget fragmentarisk især en vigtig del af værket samtidigt med der er mange kontraster i billedet: en tegneseriefigur fra en fantasiverden sammen med noget fra virkeligheden som læderjakken. De sorte kugler sat sammen med halskæderne, der er helt hvide og udbrændte.

Mickey Mouse får mig til at tænke på at være barn og vågne klokken seks om morgenen i weekenden, før alle andre i huset er stået op. Jeg sætter mig ind på sofaen og tænder tv’et og ser på Mickey Mouse Klubhus og venter på at min familie står op. Det eneste tidspunkt på dagen hvor jeg som barn var alene. Denne tid føles så uendelig lang og kort på samme tid. Jeg hører, hvordan han griner naivt i tv-programmet. 

Kollisionen og lagene af fragmenterede billeder, der anvendes i collage, har en effekt på mig. De giver en større mulighed for at kontrasterne kan opstå og det er ofte kontrasterne i et værk, der vækker noget i mig. Måske et svagt ubehag? Noget der egentlig ikke burde passe sammen, men så alligevel gør det? Det bliver på en måde mere mystisk af kontrasten. Man kan nå en større kontrast hvis man sætter to forskellige medier op imod hinanden, hvilket man ofte gør i collage formatet. 

I forbindelse med udstillingen Photography into Sculpture organiseret af the Museum of Modern Art i New York i 1970 har kuratoren Peter Bunnell sagt at han mener, at materialiteten i kunst også har en stor indholdsmæssig betydning i værkerne og at denne visuelle dualitet af materialitet og indhold i selve billederne skaber mening. Materialiteten i et værk bliver altså også set som indhold. 

De fem sorte kugler i billedet får mig til at huske en tilbagevendende drøm, eller nok snarere mareridt, jeg havde som barn. En sort kugle der er meget større end mig, som man næsten blev slugt ind i. Det er svært at sætte ord på, hvad den ville mig, det er måske mest bare en fornemmelse af ubehag. Denne drøm gav mig en stor rædsel for sorte huller og universets uendelighed. Fornemmelsen af at der er noget større end mig, der kommer og overrumpler mig. 

I stedet for at efterligne virkeligheden, tager collage små dele eller fragmenter og skaber en ny virkelighed eller verden. Denne verden er drømmende og legende, da det tillader en at udforske og eksperimentere frit, hvilket resulterer i ikke-lineære fortællinger, hvor blikket kan vandre og opdage nye elementer. At skabe en collage bestående af fotografier præsenteret på atypiske materialer gør det muligt at skabe nuancerede fortællinger gennem dets æstetiske fremtræden.

Da jeg startede med at fotografere var jeg meget fascineret af billedsammensætning. Det var fascinerende for mig, at man kan ændre betydningen af billederne eller lede betragterens blik i en bestemt retning og skabe en helt ny kontekst for dem. Sekvenseringen af billederne lavede jeg ofte i bøger og derfor var der på forhånd bestemt hvordan de skulle læses: fra venstre til højre, fra start til slut. Der var i forvejen bestemt en lineær fortælling, der kun kunne læses på én måde. Dette gør collagen op med gennem ofte at have mange billeder placeret i en ikke ordnet rækkefølge. Måske er det også derfor jeg er blevet betaget af collagen som format, da den er kaotisk og rummer mange tolkninger. Der er uendelige måder at læse dem på og uendelige måder at lave den på. Skabelses processen er lige så fri som tolkningen. Derfor er jeg også tiltrukket af collagets format, da det er et befriende medie at anvende, fordi man kan slippe kontrol og lade kaoset vise vejen. Collagen er altså et nyttigt medie i en kunstnerisk krise. Processen med at arbejde med materialet kan give det et nyt sprog og betydning; mange små dele sættes sammen til en helhed, som på overfladen kan synes kaotisk, men som kan afspejle en dybere orden eller mening. Det er måske også derfor at collagen ofte er blevet brugt i kriser, kunsterlige- såvel som samfundskriser. Den appellerer altså helt naturligt til det kaotiske.

Billeder:

1. Nicola Helin, Proces billeder, 2024.
2. Nicola Helin, Proces billeder, 2024.
3. Nicola Helin, Proces billeder, 2024.
4. Nicola Helin, Proces billeder, 2024.
5. Nicola Helin, Proces billeder, 2024.

Bibliografi:

Kamilla Langeland. Sympathetic Shamer No. 1. [Collage]. 2016 https://www.kamillalangeland.com/ 

Peter Bunnell. Photography into Sculpture, The Museum of Modern Art, New York, 1970, vægtekst.

Daniel P. Gunn. Making Art Strange: A Commentary on Defamiliarization. The Georgia Review, JSTOR, Vol. 38, No. 1: 1984. pp. 25-33 https://www.jstor.org/stable/41398624 

The Editors of Encyclopaedia. Alienation effect. Encyclopedia Britannica, 2020. https://www.britannica.com/art/alienation-effect

Rebecca Morse. Photography/Sculpture in Contemporary Art. The University of Chicago Press on behalf of the Smithsonian American Art Museum. American Art, Vol. 24, No. 1, 2010: side 31-34. https://www-jstor-org.ezproxy.ub.gu.se/stable/pdf/10.1086/652741.pdf?refreqid=excelsior%3A87c400c09c3f3a5ae08cdc9b724bca1e&ab_segments=&origin=&initiator=&acceptTC=1