De blinde vinkler
Portrættet, beskeden og cykelturen.
Beskeden tikker ind, mens jeg sover. Jeg ser den som det første, da jeg åbner min telefon. Det er dagen efter min egen fernisering. Beskeden er fra en af dem, jeg har fotograferet til projektet som jeg udstiller. Det er en lang, hård og meget, meget vred besked.
Det er som om al luft bliver slået ud af mig. Jeg forstår slet ikke, hvad det er, der sker, og bliver overvældet af skyldfølelse, forvirring, og ikke mindst vrede. Jeg har ikke gjort noget forkert! Jeg har forklaret alt, og forventningsafstemt, inden vi startede! Det ved jeg. Eller gør jeg? Jeg bliver i tvivl, og prøver at gennemgå de snakke, vi har haft op til projektets start. Kigger vores beskeder igennem for at se hvad, der præcist er blevet aftalt. Men jeg kan se, at jeg må have forklaret de fleste detaljer ansigt til ansigt. Jeg ved, at vi har snakket om udstillingen, men har jeg husket at spørge om, det var okay at sælge portrættet? Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg var så sikker på, at vi havde alt på det rene. Jeg vil bare have det til at gå væk, så jeg ikke skal sidde med denne forfærdelige følelse. Jeg skynder mig at tage tøj på, cykler hen til udstillingen, og tager billedet ned af væggen.
Kunstnerisk frihed, #MeToo og politisk korrekthed.
Siden tidernes morgen har kunstnere, fotografer og forskeres ’modeller’, ofte med rette, følt sig overset, udnyttet og misbrugt. Vi ser det i aviser, på sociale medier, og i tv- programmer og med #MeToo bevægelsen, der startede tilbage i oktober 2017, er der virkelig kommet fokus på både den krænkede part og krænkeren.
Nogle stiller sig dog kritiske overfor, hvad det gør ved kunsten, når vi ikke længere kan gøre, hvad vi vil, skal være politisk korrekte, og tænke på andre, inden vi overhovedet er gået i gang. I artiklen Enfoldigheden triumferer. Dette er afslutningen på kunsten i dagbladet Information i 2017, stiller den tyske forfatter og kunstkritiker Hanno Rauterberg blandt andet disse spørgsmål: Hvad blev der af kunstens frihed? Den gamle kamp om form, komposition og originalitet synes at være bragt til ophør. Nu handler det om identitet, oprindelse, hudfarve og køn. […] Hvad der før var autonomt, skal nu kues. Hvad der før blev set som radikalt, skal nu beskæres. Pludselig bliver respekt og hensyn efterspurgt.
Og det er interessant, hvad der kan ske, når vi som kunstnere går på kompromis med den kunstneriske frihed og sætter vores egne ’geniale’ ideer, lyster og behov i anden række for at fokusere på andres følelser først. Men det er vigtigt at se på, hvordan vi som fotografer kan rette kameraet mod andre, skabe en etisk balance og tryghed for alle involverede og undgå misbrug, usunde magtdynamikker og privilegieblindhed. Og hvordan kan dette samarbejde og ansvar så se ud her i 2025?
Man skulle tro, at det var en nem løsning. Her refererer jeg til samtykke, forventningsafstemning, samtaler, og mundtlige aftaler. Men så enkelt er det desværre ikke. Der er altid en mulighed for, at fotografen og subjektet misforstår – eller taler forbi hinanden. Selv med kontrakter og love, moral og etik i baghånden, kan det gå galt.
Turisten eller den engagerede fotograf.
Matisse was one of the first artists to do portraits with clear contracts specifying conditions for their execution. Sitters had to agree to his requirements during the process; their protection was that in the end they could reject the painting. Even so, Matisse remained frustrated by the expectations of the sitter in portrait painting and stopped painting portraits after 1924.
Da jeg læser dette citat i Cynthia Freelands tekst Portraits in Painting and Photography, kan jeg virkelig relatere til Matisse’s dilemma i min egen praktik, og grunden til, at han stoppede med at portrættere andre mennesker. Ideen om at ’the sitter’ kan få lov til at have medbestemmelse på, hvad der bliver vist frem og ikke bliver vist, er et empatisk og respektfuldt træk, men det begrænser også den kunstneriske frihed, som er en stor del af lysten til at skabe og udføre værker.
Jeg funderer over, om denne metode er vejen frem, eller om vi i det moment, vi lader den portrætterede bestemme, risikerer at miste vigtige og ægte historier. Jeg tror nemlig, at en af grundene til, at vi kan relatere til fotografiet er, at vi ser noget af os selv i billeder af andre, og måske forsvinder det, hvis vi kun ser hvad ’the sitter’ vil have os til at se? Og er ’the sitter’ overhovedet i stand til at se sig selv objektivt eller kommer fokus til at koncentrere sig om de kan lide hvad de ser, kontra hvad kunstnerens intention og vision med værket er?
Det er dog blevet mere almindeligt at arbejde på en måde, hvor man involverer den fotograferede i medbestemmelsesprocessen. En af vor tids vigtigste og mest indflydelsesrige fotografer, Nan Goldin, har brugt denne ’det billede må du ikke bruge’ – metode gennem sin karriere. I YouTube afsnittet Nan Goldin- A Master kuraterer The Crit Houses vært, Jeff Larason, en snak mellem sig selv, dokumentarist Lisa Kessler og fotograf Stella Johnson. Samtalen omhandler Goldin’s kunstneriske virke, og her kommer de netop ind på, hvordan denne metode er opstået. De nævner blandt andet, at Goldin i sin tid startede med at vise dias-slideshows for sine venner, og hvis nogen ikke syntes om deres billede, så tog hun dem ud.
Jeg forestiller mig ikke, at det er nogens mål eller hensigt at gøre skade på andre, men jeg tror på, at ’blinde vinkler’ i forhold til egen position og autoritet som fotograf kan spille ind. Og dét er måske i virkeligheden den helt store synder i forhold til hvordan disse problematikker opstår. Og måske er det også en af grundene til, at nogen alligevel ikke vil have deres billede vist, selvom de oprindeligt har givet samtykke til at blive fotograferet eller malet. Hvad hvis grunden slet ikke handler om et stødt ego eller uindfriede forventninger, men at man efterfølgende kan opleve, at ikke føle sig ordentligt set, misforstået, fejlrepræsenteret eller konfronteret med en side af sig selv, som føles for sårbar at vise til verden? Når jeg kigger på det fra den vinkel, hvilket jeg tror er det Goldin gør og det Johnsson refererer til i samtalen, så giver det mening at lade modellen være med i processen.
Er jeg et monster?
Men er jeg som fotograf så et monster, fordi jeg gerne vil have noget af en anden, og bruge det til egen fordel? Dette er selvfølgelig en tanke, der har strejfet mig siden jeg fik den besked, jeg modtog efter min fernisering. Jævnligt har jeg stillet mig selv spørgsmålet, om jeg overhovedet er så god til at passe på andre, som jeg går og tror.
Min egen teori er dog, på trods af disse tanker, at vi nok aldrig helt kan undgå, at nogen kommer til at føle sig brugt, misbrugt eller misforstået, uanset hvor meget vi afstemmer, laver samtykke, regler og love. Når vi som fotografer arbejder med andre mennesker, er der mange uvisse faktorer, der spiller ind, og som vi ikke kan forberede os 100 procent på. Dette er en risiko, vi må tage med i vores overvejelser, når vi kaster os ud i projekter, der involverer andre mennesker.
Men hvis vi stræber efter at møde andre i øjenhøjde med respekt og tydelig intention, lytter og ser hvem, der står foran os, så tror jeg på, at vi stadig kan fortælle ægte og autentiske historier. Og takket være MeToo er vi heldigvis også kommet til et sted hvor folk tager ansvar for sig selv og bruger deres stemme, og ikke lader sig smigre og udnytte. Det gør det på mange måder nemmere at navigere i, selvom det kræver mere arbejde og omtanke for kunstnerne i sidste ende. At vi i fællesskab tager ansvaret for et godt samarbejde. For vi har behov for disse historier. Vi har brug for at se andres virkelighed og verden, for at forstå dem og os selv.
Anette Helsvig, cand.mag. i Filosofi fra Københavns Universitet, udtrykker det f.eks. sådanne her, hvilket synes som en meget empatisk og inkluderende betragtning: En moderne morallov vil indebære fælles konsensus om, at det er sådan vi agerer på baggrund af klart normer. At leve efter et fælles værdisæt vil kræve at jeg-kulturen afløses af en vi-kultur.
For lige at vende tilbage til det billede, jeg tog ned af væggen dengang i 2021, så kom det aldrig op at hænge igen. Jeg stillede det op på loftet og først flere år efter tog jeg printet ud af rammen, krøllede det sammen og smed det ud.
NB: Alle fotografier vist i forbindelse med teksten anvendes med samtykke. Det omtalte fotografi er ikke et af dem!
Bibliografi.
Dederer, Clair, Monsters: A Fan’s Dilemma, Hodder & Stoughton (2023) (s.160).
Freeland, Cynthia, Portraits in Painting and Photography (2007). © Springer Science Business Media B.V. 200. https://www-jstor-org.ezproxy.ub.gu.se/stable/40208798
Hedstrand, Sonia, Farväl till övergreppsestetiken, Konstguiden (2024). https://konstguiden.com/lasvart/sonia-hedstrand/farval-till-overgreppsestetiken/
Hedstrand, Sonia, MeToo i fotovärlden: Sonia Hedstand debatterer, Konstnären podcast #6 (2024). https://www.kro.se/konstn%C3%A4ren/pod/avsnitt-6-metoo-i-fotovarlden-sonia-hedstrand-debatterar/
Helsvig, Anette, cand.mag. i Filosofi, Er krænkelse den nye anerkendelse? Københavns Universitet, Filosofi Blog (2021). https://filosofi.blog/2021/05/17/er-kraenkelse-den-nye-anerkendelse/
KaoRi (oversat af Yamasaki, Alisa) Are You Sure Your Knowledge Is Correct? (2018). https://note.com/kaori_la_danse/n/nb0b7c2a59b65 & https://medium.com/@alisa.l.yamasaki/are-you-sure-your-knowledge-is-correct-839c3a12c1b1
Nicolov, Alice, Your ultimate guide to Nobuyoshi Araki. (2016). https://www.dazeddigital.com/photography/article/31219/1/your-ultimate-guide-to-nobuyoshi-araki
Olsen, Gitte Hou, cand.mag. #MeToo. Faktalink (2023). https://faktalink.dk/metoo
Peters, Rikke, Ph.d. i Idéhistorie, Cancel culture, UCL erhvervsakademi og professionshøjskole (2024). https://lex.dk/cancel_culture
Rich, Motoko, When an Erotic Photographer’s Muse Becomes His Critic, New York Times (2018). https://www.nytimes.com/2018/05/05/world/asia/nobuyoshi-araki-photographer-model.html
Sontag, Susan, In Photography, Penguin Classics (2008)
Strand, Anna, The Assignment, Sailor Press (2023). https://www.annastrand.se/
The Crit House, Nan Golding- A Master, Youtube (2023). https://www.youtube.com/watch?v=pu_4ZPjpN04&t=148s