I 1964 på Flux Hall i New York blev Nam June Paiks værk Zen for Filmvist for første gang. Flux Hall satte rammen for en seks-ugers festival, der udtrykte den eksperimentelle kunstbevægelse kaldet Fluxus. Som kunstner var Nam June Paik tidligt med at bruge video som et kunstmedium, og det er almindeligt at betragte Paiks brug af video til at udtrykke aspekter af østlig filosofi. Jeg oplever, at det kan være vanskeligt at italesætte sådanne aspekter, eftersom der er stor risiko for at fare vild i forudindtagetheder, ord og begreber. Derfor synes det interessant med et værk, der direkte kobler sig selv til Zen-buddhisme samtidig med at det tilbyder en non-verbal oplevelse. Paiks værk er en 23 minutters ueksponeret 16mm film, der fremvises igennem en projektor. Selve materialet eller mediet, som normalt står i baggrunden, kommer i Paiks værk i stedet for til at ståi forgrunden. Her bliver man som beskuer gjort opmærksom på det man normalt ikke ville bemærke, hvis filmen havde været eksponeret – mediet i sig selv. Filmrullen bliver substansen i værket. Selv om man er vant til, at filmmaterialet bare er en tom flade, der findes for at repræsentere alt andet end sig selv, repræsenterer mediet altid sig selv,om man er opmærksom på det eller ej. Denne overvejelse opnår for mig universel karakter, når jeg kigger påPaiks værk. Det er altid “baggrunden”man oplever,hvad enten den er tom eller der er genkendelige former på den, hvilket Paik viser ved at gøre os opmærksom på filmmaterialets tomme natur. Udover at kigge på den tomme film, ser man i projektionen ogsåde beskadigelser som filmen er blevet udsat for, i form af ridser eller andet støj. Dette fænomen er normalt indenfor det analoge filmmedie, men i dette tilfælde ser man tydeligt at den tomme film kommer før og er grundlaget for ridserne.
Som titlen altså antyder findes der en kobling mellem værket og Zen-buddhisme, eller rettere sagt, det der tales om i Zen. Man kan læse den tomme film som et billede på den her allestedsnærværende tomhed som Zen udgår fra; filmen er allestedsnærværende uanset hvad filmen medierer. Tomheden i filmrullen bliver et billede på en absolut tomhed. En tomhed som ikke skal forstås i relativ forstand, men som skal opleves som grundlæggende og iboende alt der eksisterer. Ligesom filmrullen er jeg tom. Ligesom ideen om min identitet figurerer flygtigt i mig, figurerer den ydre verden i mig. Begge er bare midlertidige billeder i min konstante tomme natur.
Jeg oplever at værket taler om et grundlæggende aspekt af den virkelighed, vi er en del af, men som der i et vestligt sekulariseret samfund knapt findes et ordforråd for.
Måske handler det ikke bare om, hvordan man kan tale om det der ikke findes ord for, men også problemet i, hvordan man skal kunne tale om noget som rækker ud over det vestlige sproglige system ved hjælp af det selvsamme system? Selv på en kunstskole kan man fåfornemmelsen af, at ordforrådet snarere begrænser ens virkelighedsopfattelse frem for at udvide den. Opfatter vi mere end der er ord for, eller opfatter vi bare det der findes ord for? Nogle gange siger et billede mere end 1000 ord, andre gange ikke.
Hvad skal man kalde det som vi alle grundlæggende er, når alle koncepter om vores identitet skrælles af. Skrælles af er næsten for meget sagt, eftersom det insinuerer at lagene hele tiden har været på. Måske er det mere præcist at sige; hvad er vi når konstruktionen om vores identitet dekonstrueres? Jeg er jo ikke mit navn, det er bare noget man kalder mig, jeg er jo heller ikke min alder for det er også bare noget man har fundet på. Bagved disse ideer er jeg tom, men denne åbenlyse erkendelse bliver let glemt i hverdagens trummerum. Man kunne eksempelvis hurtigt få den absurde ide at livet handler om at lave storartet kunst. Selv om der i daglig tale ikke er mange ord (hvis nogle) for denne umiddelbare oplevelse, har mennesket siden tidernes morgen forsøgt at sætte ord på netop dette, selvfølgelig også igennem kunsten. Nogle i østen har kaldt det for tomhedeller void, andre beingness og måske mest moderne consciousness. Og nå ja, nogle har også kaldt det for Gud.
Men de fleste af disse ord er ikke alment kendte, dvs. man kun kan bruge dem, når man taler med folk hvor der er konsensus omkring disse ords betydning. Ordet Gud er ret kendt, men det er som om det ord på en eller anden måde er blevet belastet. Måske i så høj grad at dette ord har fået en diametralt modsat betydning igennem årene, hvad ved jeg. Hvis man nævner ordet religioner løbet altså kørt fra starten; hvis man bruger udtrykket spiritualitetføles det som en 50-50% chance i forhold til at nå frem til det man vil sige; hvis man siger man vil tale om virkelighedenbliver det næsten så trivielt, at det kan være lige meget. Ok, dette skal tages med et gran salt, men lidt sandhed er der måske i det. Der ligger såmange forudindtagede ideer i vores kultur at det er svært at tale om det, det egentlig handler om. Tomhedsbegrebet er på samme måde svært at bruge, da det ofte bliver udsat for en vestlig tolkning – en tolkning hvor tomhed ses som noget problematisk. Tomhed som mangel på fylde og noget man skal væk fra for at komme til noget bedre. Når en konventionel vestlig tolkning af tomhed ser begrebet som et problem, må det altså indebære at tolkningen er baseret pået dualistisk verdenssyn. Peter Fenner skriver i Radiant Mind – awakening unconditioned awareness:
“In the west, if we find that our thoughts contradict themselves we become embarrassed or concerned that we lack clarity or rationality. In the east paradox is welcomed because it shows the mind its own limits, which opens us to the possibility of experience that lies beyond our conventional mind-stream.”
Som man kan udlede af citatet fra Peter Fenner, findes der faktisk et andet udtryk som er knapt så belastet, men også meget mindre kendt og derfor svært at bruge i det daglige, Non-dualitet. Jeg ville beskrive det sådan her:
Non-dualitet betyder “ikke-to” og er et relativt nyt begreb, selv om det har sin oprindelse i oldtidens Indien. Grundlæggende bygger non-dualitet påoplevelsen af, at man ikke kan adskille omverdenen fra sig selv. Det vil sige at alt er et. Oplevelsen af den ydre verden er ikke mulig at adskille fra subjektet der oplever den, eftersom den ydre verden ikke er andet end en perception i subjektet. Her skal subjektet ikke forstås som en krop eller en person, men som den bagvedliggende bevidsthed der er bevidst om alt, inklusiv kroppen og personen. Alt der opleves, opstår i, er lavet af og opleves af bevidsthed. Bevidsthed, på engelsk consciousnesseller awareness,er altsåi non-dualitet gængse ord for den “substans” der ligger til grund for alting, eller med andre ord ER alting. Zen-buddhisme (som ogsåregnes som en non-dual tradition) bruger begrebet tomhed. Og måske vigtigst af alt handler det ikke om tro, men om en simpel og direkte oplevelse af virkeligheden.
Den non-duale filosof Rupert Spira taler om consciousnessi det man kan kalde for en sprogligt opdateret terminologi, da han opererer med tv-skærme som en metafor for hvordan vi oplever virkeligheden. Heldigt nok passer Spiras metafor som fod i hose på Nam June Paiks værk Zen for Film. Han forklarer den “fysiske” verden som en film der afspilles påen skærm. I denne metafor har skærmen samme kvalitet som den tomme filmrulle i Zen for film. Skærmen er consciousness. Skærmen er altsåfundamental for filmen der afspilles, men det man umiddelbart ligger mærker til når man kigger, er filmen og ikke skærmen i sig selv. Men andre ord; man kan se filmen og bare være bevidst om filmen eller man kan være bevidst om skærmen, hvorpå filmen afspilles. Skærmen kan eksistere uden filmen, men filmen kan ikke eksistere uden skærmen eftersom filmen erskærmen.
Alt i alt handler denne tekst om et kollaps af dualitet, forsøgt udtrykt igennem forskellige ord som i sig selv ikke bærer pånogen mening, udover den mening vi tillægger dem. Derfor kan det aldrig komme til at handle om disse ord i sig selv. Ingen ord i denne tekst skal derfor tages mere højtideligt end deres evne til at opløse sig selv og åbenbare den non-verbale oplevelse af den tomme baggrund, de er en del af.
Bibliografi:
Kristina Fridh, Japanska rum. Värnamo: Fälth & Hässler, 2004.
Jungo Yoon, Spirituality in contemporary art – the idea of the Numinous, London, Zidane Press. 2010.
Michael W. Taft. History of Nonduality, SAND 2011.(video på webside 01:10) https://deconstructingyourself.com/nondualism-the-history-of-an-idea.html(hentet 05/11-2018).
Peter Fenner, Radiant Mind – awakening unconditioned awareness. Sound True, inc. 2007.
Rupert Spira. The Nature of Consciousness. Oxford: Sahara Publications, 2017.
Rupert Spira. The Nature of Perception. https://www.youtube.com/watch?v=xjwBWE64fG0(hentet 25/10-2018).