For at mindes må man grave - om fotografier, spøgelseshuse, flere liv i skotøjsæsker og døde personer i kamerarullen
Jeg lægger armene om min mor i den grå gang. Hun har sovet ved siden af min mormor de sidste nætter. Sygeplejersken laver kaffe. Min mormors mund er åben. Skal jeg tage et billede, spørger min mor tøvende. Ja, det synes jeg da, siger min far, som mistede sin mor for mange år siden. Jeg vidste ikke det var noget man gjorde. Min mor tager sin mobil op af lommen.
Jeg har aldrig prøvet at sørge over nogen før, i hvert fald ikke over nogens død.
Vi mødes med bedemanden, som viser en powerpoint på sin iPad, så vi kan vælge en kiste og en urne. Vi vælger blomster og det tøj hun skal begraves i. Der er mange praktiske ting, man skal tage sig af, når et menneske dør.
Min mormors hus er fyldt med fotografier. Fra guldrammerne på væggene får vi øjenkontakt med os selv i alle aldre. Mange af billederne er blevet bleget af solen. Et sort/hvidt fotografi af min morfar med min mor som baby er nu nærmere orange/hvidt.
Vi kigger skabene igennem for smykker, for vi er bange for, at nogen skal bryde ind i huset, nu det står tomt. Men mens vi kigger i skotøjsæskerne og skrinene, føles det som om det er os, der er tyve. Det kongelige porcelæn pakker vi forsigtigt ind i aviser. Jeg kigger i en æske og ser parykken. Jeg lukker den hurtigt igen.
Mange af fotografierne har min mormor arvet fra sin mor og mostre. Samlingen er svimlende stor, og selvom min mormor ofte snakkede om at sortere dem, har hun aldrig fået det gjort. Jeg tror min mormor, ligesom jeg, var nostalgisk anlagt. Jeg bladrer gennem fotografierne af smukke piger og kvinder, og siger, at jeg kan sortere dem. Men jeg ved at det er løgn. Jeg ved, at jeg ikke kan smide noget af det ud.
Jeg er fra en familie af kvinder, og jo flere billeder jeg ser, jo bedre kan jeg se hvem, der er hvem. På trods af at de alle sammen ligner hinanden, med sorte øjenbryn og mørke øjne. Min oldemor havde to søstre, min mormor én, og min mor var enebarn. Nu er vi fire, mig, min mor, min søster og min mormors søster, Hanne.
Det er mærkeligt at se billeder af min mormor som barn. Hun står ved siden af Hanne i et fotostudie, de er meget små, men det er let at se at det er dem.
Filosoffen Roland Barthes skriver i sin tekst Camera Lucida om fotografiets natur. På samme tid er teksten en hyldest til hans døde mor. Barthes leder i afsavn efter et billede af hende, så han kan mindes. Det eneste som han synes virkelig ligner hende, afspejler alt hvad hun er, er et fotografi af hende som barn.
Barthes forklarer, at da hans mor blev gammel blev rollerne på en måde byttet rundt. Han tog sig af hende, nærmest som om hun var barnet.
Sådan er det også med min mormor. Da vi var børn tog hun sig af os og da hun blev gammel tog vi os af hende. Som om man ikke kun bliver ældre, men også det modsatte.
Jeg kigger igennem billederne på min mors mobil. Du skal ikke lige scrolle for langt til venstre, siger hun. Jeg lurer på om hun har tænkt sig at beholde et billede af en død person i sin kamerarulle for evigt, og bare advare folk inden de bruger hendes telefon.
Han ser på billedet af sin mor som barn og tænker: hun kommer til at dø. Han gyser, som over en katastrofe som allerede er indtruffet.
Jeg synes ikke min mormor lignede sig selv efter hun var død. Hun havde tabt sig meget i den uge jeg ikke havde set hende, og selvom hun har været gråhåret mange år forestiller jeg mig hende altid som sorthåret. (Hun har aldrig været sorthåret, men jeg tror det er fordi fotografier i sort/hvid får hendes mørkebrune hår til at se sort ud).
Hjemme hos min mor har jeg barrikaderet mig mellem kasser og blå konvolutter med fotografier. Jeg sorterer dem i forskellige bunker, og kun en brøkdel er kommet i smide-ud-bunken. De ligger på gulvet, på armlænet af stolen, på mine ben. Der er billeder fra et helt århundrede. Det er ikke bare min mormor i alle aldre, det er min mors mormor Inger, moster Hanne, moster Lilly, moster Edith, min mormors mormor Karina og kusine Inge.
Nogle fotografier rør mig mere end andre, og det er svært at sætte fingeren på hvorfor. Jeg får lyst til at gemme dem væk og aldrig se dem igen.
For to år siden fik jeg et polaroidkamera af min mormor. Det havde været hendes siden 80’erne, men havde ligget i sin kvadratiske originalæske i mange år. Der sad seks ueksponerede billeder i, som om kameraet en dag var blevet glemt.
Hun fortalte mig efter operationen, at der sad et lille gitter i hendes hjerte. Det skal sidde der resten af mit liv, sagde hun. Jeg syntes, der var noget underligt ved den formulering. Måske fordi hun var gammel, og jeg ikke kunne lade være at tænke, at resten af hendes liv måske ikke var så længe.
I min mormors hus dufter der af mormor. Det store arbejde med sortering og rengøring fortsætter. Jeg har taget mit kamera med, og forsøger at tage billeder af malerierne på væggene, de tunge lædermøbler og de store persiske tæpper, før vi ruller dem sammen og bærer dem ud i min fars trailer.
Det føles vigtigt at dokumentere detaljer, for jeg ved, at min mormors spøgelseshus snart er solgt. Jeg begynder at græde mens jeg fotograferer tv’et, hvor min mormor har klippet billeder af søde dyr ud og klemt dem fast i rammen.
Vi skrubber væggene med sæbevand, for efter alle billederne er blevet taget ned, kan man se, hvor beskidte de er. Vi bliver ved til vi får ondt.
Flere og flere ting forsvinder fra huset ud i traileren. På et tidspunkt stopper jeg med at fotografere. Det er som om det ikke er det samme mere.
Efter verdens længste jul, er det godt at være tilbage i Göteborg. Men også mærkeligt, for derhjemme fortsætter min familie med at arbejde i huset. Min far sender mig en snapchat af graven, så jeg kan se de nye blomster.
På skolen er alt som det plejer. Kemien i C41-maskinen dufter sødt, da jeg hænger filmen ind til fremkaldelse.
Jeg pusher filmen et stop, fordi jeg ved, den er blevet undereksponeret i min mormors mørke hus. Resultatet er kornet og meget farvemættet, jeg bliver først lidt skuffet. Men jo flere gange jeg ser billederne, jo bedre spejler de, hvordan det føltes at være der.
Jeg får en notifikation fra facebook, min mor har delt et link. Det er salgsannoncen. Tæt på skov og strand har du nu muligheden for at blive den nye ejer af dette hyggelige rækkehus, står der. Ring allerede i dag, og få en fremvisning af jeres måske nye hjem.
Når huset er solgt, kan jeg aldrig mere besøge det. Til den tid er der kun tingene tilbage. Min mormors kaffemaskine, som nu står på mit køkkenbord og summer, de grønne vinglas i krystal, hendes vielsesring på min finger. Og så fotografierne.
I den korte tekst Excavation and Memory sammenligner Walter Benjamin det, at mindes, med en arkæologs arbejde. For at mindes må man grave. Dykke ned i det, der findes nu, for at finde spor af det, der var.
Min mormors samling af fotografier, hele hendes slægts historie. Flere liv i skotøjsæsker. Mine egne billeder, polaroiderne, selv egendomsmæglerens annonce. Alt er brikker i et stort puslespil, hvor jeg stadig ikke kan gætte motivet.
Benjamin slutter sin tekst med at skrive, at fordi et “ægte minde” både er episk og meget fragmenteret, må det også give et billede af den person, som husker. På samme måde som en god arkæologisk rapport ikke kun fortæller om de lag, hvor dens fund stammer fra, men også de lag, der først skulle brydes igennem.
Med tiden kan jeg vende tilbage til mit materiale. Mine egne fotografier og arkivet. Og når jeg bliver bange for at glemme, giver det mig en tryghed at vide, at de findes.
Måske er det ren nostalgi. Når jeg kigger på fotografierne gør det ondt, og jeg ved man skal passe på med at dyrke sin sorg. Men selvom det gør ondt, gør det også godt. Det opildner og lindrer på samme tid. Og jo flere gange jeg kigger på dem, jo dybere kan jeg trække vejret imens.
En nat drømmer jeg, at min mormor kommer ind i stuen, mens vi putter alle hendes ting i kasser. Vi siger undskyld og det bliver lidt pinligt, fordi hun tydeligvis ikke er død alligevel, og her står vi og tømmer hendes hjem. Det betyder ikke noget, siger min mormor. Det er ikke det der er vigtigt.
Arkiv og fotografier:
Nanna Hammer Tiittanen
Bibliografi:
Barthes, Roland, Camera Lucida, New York: Hill and Wang, 1981.
Benjamin, Walter, “Excavation and Memory”, Selected Writings, Vol. 2, part 2 (1931–1934). 1932, ed. Belknap Press of Harvard University Press, 2005, s. 576.