Fraværets nærvær er et interessant paradoks,som lever og gror i det døde fotografiske objekt.
Den kraftfulde nærhed, af det som er fraværende, har længe inspireret min praktik.Ved at forståfraværets nærvær, som et uundgåeligt paradoks, har jeg nærmet mig forskellige værker og praktikker, som arbejder med og omkring dette modsætningsforhold.
Det evigt forbundet, det levende og døde, tilstedeværende i samme nu, oplever jeg i værket The Couple fra år 2007-2009 af den kvindelige, franske skulptør Louise Bourgeois. Værket består af en hængende aluminiums skulptur, udspændt fra loftet, forestillende to menneskekroppe, fuldstændig indsvøbt i hinandens lemmer. I en spirallignende-blæksprutte form kommer kvindelige- og mandlige dele af kroppen til udtryk. En sammentømret skrøbelighed. Materialet; aluminium, skaber og forstærker fraværet af de fysiske, organiske, kødelige menneskekroppe. Processen, som materialet og værket har været en del af, bliver derved ogsåmeget tydelig. Materialet har levet, været varmt for at kunne skabe sin form. I sin præsentation er materialet dødt. Koldt. Tungt og poleret. Jeg oplever et fraværets nærvær af to indsvøbte menneskekroppe, som engang var levende i sin formgivelse.
I det døde fremtræder det levende. Fotografiet er med til at snyde vores opfattelsesevne. Fotografiet er stille, som et dødt objekt. Men fotografiets væsen, det som rummes i ethvert fotografi, ersåinderligt levende.
I læsningen af Roland Barthes essay Det Lyse Kammer – Tanker om fotografiet, trådte fotografiet, dets natur og nærvær frem. Essayets lange søgen efter fotografiets essens blev i ligesåstor grad en søgen og accept af moderens død. Gennem en filosofisk tankestrøm opstod et personligt rum, som fik mig til at mærke Barthes beskrivelse af fotografiets punctum. Pilen som skydes ud af fotografiets ramme og gennemborer spectatoren. Det tiltrækkende og smertelige.
Fotografiet skaber og dræber kroppen. Mediet indkapsler livet, påsamme tid som det dræber det. Som bedøvede, fastgjorde sommerfugle, kan den portrætterede ikke gåud af billedet. Fotografiet er fikseret. Dødt. Og det vil for altid minde os om referenten. Det som rent faktisk ‘har været’. Med fotografiets iboende dødelighed lever samtidig en organisme, som fødes i tid og rum. Fotografietbevæger sig. Som forflytninger. Levende og døde. I Barthes essay bliver fotografiet en måde at nærme sig sin nyligt afdøde mor og den sorg, som er indtruffet hos ham. Fotografiet skaber nærvær i fraværet.
Med tanke påfotografiets egenart, har jeg valgt at inddrage to kontemporære værker af den svenske kunstner Carola Björk. Björk arbejder oftest med maleri samt skulptur, men i sammenhængen analyseres værkerne udfra et fotografisk synspunkt.
Første værk er Coffee and Cigarettes, bestående af fire dokumentations billeder, som er delt op i to par. En diptych. Første billede som vises, er de valgte materialer, bestående af aske og olie samt kaffe. Björk inddrager betragteren i materialevalg og proces. Jeg oplever her en kemisk proces, som ved det analoge mørkekammer. Andet billede som vises, er et fotografi af en kvinde, med undertitlen A Mother. Jeg kobler titlen og materialerne med denne kvinde, en mor. Og siden Björk skriver A Motherog ikke Mother/Mom/My Motherer det ikke direkte sagt, at fotografiet er et portræt af kunstnerens mor, men ligger naturligvis op til dette. Valget af materialer, blandingen af aske (cigaretter), olie og kaffe får stor betydning for min læsning af kvinden som portrætteres.Tredje og fjerde billede er både to portrætter af A Mothersamt dokumentationer af to malerier, som er skabt af materialerne vi ser påførste billede, samt inspireret af kvinden vi ser påandet billede. Tredje og fjerde billede illustrerer sidste fase i processen og kan tilmed læses som det endelige værk. Her opstår en diptych igen, ved at vi har to malerier, som er sluttet til hinanden og forbundet. Jeg læser værket, som at Björk forsøger at bevare dele af hendes mor (antaget at A Motherer hendes mor). Hun bevarer kaffen og tobakken og skaber et organisk portræt, som visualiserer en mor. Hendes mor. Hun forsøger at fastholde dele af hende.Præcis som fotografiet gør og til alle tider har gjort.
Morning walk Treasures er et værk bestående af 52 fundne objekter samt 52 stykker notespapir af 10x15cm, som er udfyldt med Björks håndskrift. Hvert objekt er fundet påkunstnerens daglige morgentur. Objekterne er bragt med hjem, placeret foran hende og har dernæst fået tilført ord og sætninger. Jeg læser værket som et forsøg påat bevare de fysiske objekter. Tage dem til sig og tilskrive dem ny betydning. Give det værdiløse værdi. Værket er her med til at skabe vores historie. Det giver det fotograferede liv, ogsåefter det er dødt. Fotografiet skaber et arkivmateriale. Et historisk dokument. Arkivet i sig, kan opfattes som dødt og stumt, indtil det levendegøresog bliver larmende.
Det kolde og døde fotografi er stille. Det varme og levende fotografi er larmende.