Hvornår har du sidst fundet det smukke uinteressant?

Der er noget ved poeten Theodore Roethkes udtalelse som rør mig dybt. Jeg læser det som en anerkendelse og fascination af de omgivelser han så omkring sig.

Det rør mig fordi jeg til fulde genkender denne glæde ved at betragte og fascineres af detaljen.

At fotografere udspringer, og jeg er tilbøjelig til at sige altid, men må samtidig tydeliggøre at min position er baseret på min egen oplevelse og overbevisning, ud fra en fascination af subjektet som træder frem for fotografens øje. Det er denne fascination af det sete som fik mig til at starte med at fotografere.

Fotografens verden er i grundprincippet en visuel verden. En umiddelbar tiltrækning af formen, lyset, farverne, dybden, som træder frem for vores syn og ikke ligesom videnskaben og filosofien bygget op omkring tanken, idéen. For mig er det en umiddelbar tiltrækning af det smukke som placerer sig centralt i mine beslutninger om hvilke motiver jeg som fotograf drages mod og som jeg ønsker vises på negativstrimlen efter fremkaldelsen.

Hvad er skønhed?

Vi kan definere skønhed som en kvalitet, der tiltrækker os. Noget der vækker glæde eller vækker interesse. En visuel og følelsesmæssig påskønnelse.

Historisk set har man diskuteret begrebet skønhed siden antikken.

I antikkens Grækenland blev skønhed set i sammenhæng med og sidestillet med “det gode” og “det sande”.

Indtil 1700-tallet blev skønhed betragtet som en objektiv egenskab ved objektet. Man forsøgte at definere, hvad der var det væsentlige ved alle smukke ting. Denne ”klassiske” opfattelse definerede blandt andet skønhed ud fra proportionerne mellem den smukke ting som et hele og tingens dele.

I 1790 udgiver filosoffen Immanuel Kant sit værk Critique of Judgement, hvor han kommenterer på begrebet skønhed og hvordan det forholder sig til den menneskelige oplevelse. Kant siger, at det at se skønhed er en subjektiv oplevelse, der føles direkte i personens sind.

Når du anerkender at du finder noget smukt, snakker du i bund og grund om det der behager dig som subjekt (jævnfør ordsproget ”Skønhed er i betragterens øje”).

Du refererer ikke til en kvalitet i objektet, men til din relation til objektet eller din oplevelse af repræsentationen af objektet.

Forestil dig at en rose visner og dør. Du ville ikke sige at skønheden døde med den rose, fordi skønheden var ikke rigtigt i rosen. Skønheden var en bevidsthed i dit sind. En mental og emotionel respons til den.

Skønhedsbegrebet indeholder en enorm kompleksitet, da det også påvirkes af den kulturelle sammenhæng og har ændret sig igennem historien.

Men fælles er at skønhed er tillokkende, behageligt, håbefuldt, inspirerende og æstetisk.

Jo mere jeg tænker over begrebet skønhed bliver jeg bevidst om hvor central en rolle det spiller i min egen praksis som fotograf og samtidig bevidst om hvor sjældent samtalen om det smukke og skønheden som kunstnerisk greb fylder i den akademiske kunstverden.

At betragte det svære igennem det smukke

Begrebet skønhed er et af de begreber som over de sidste 100 år langsom er blevet nedprioriteret når det kommer til at definere et kunstværks værdi og relevans. Det er ikke længe siden af dette begreb blev set som en af de bærende kvaliteter som definerede kunst. Kunsten i sin reneste form.

Taget i betragtning hvor meget opmærksomhed, tid, energi og ressourcer vi bruger på at skabe, opnå og bibeholde skønhed i vores hverdag, føles begrebet ”skønhed”  akkurat ligeså relevant og uundgåeligt nu som da Kant udviklede sin filosofi om skønhed, men da jeg i 2020 startede på et akademi, hjemmet for idéen, erfarede jeg at hovedfokus i samtaler omkring vores praksis blev på koncept og idé og at der ikke blev kommenteret på de dele af kunsten som afspejlede skønheden og kreationen i sig selv.

Jeg placerede fejlagtigt det politiske værk og det smukke værk som komplementære enheder og overbeviste mig selv om at det smukke fotografi ikke havde relevans da det ikke direkte leder vores tanker hen på etik og moral. Jeg fandt det utænkeligt at kommentere, selv på en åbenlys skønhed i mine klassekammeraters fotografiske arbejde.

Det blev målet at videreudvikle og finpudse mine tanker og idéer bag mine værker så jeg kunne forsvare deres eksistens ud fra en teoretisk eller politisk diskurs og i processen glemte jeg at drages af det visuelle udtryk og glæden ved ”bare” at se. Personligt fandt jeg det at være en yderst svær balancegang ikke at lade tanken om hvad mine fotografi var eller hvad de skulle udtrykke forstyrre min evne til og glæde ved at fotografere.

Alexander Nehamas skriver i sit essay, On Beauty and Judgment.

Beauty is the most discredited philosophical notion—so discredited that I could not even find an entry for it in the index of the many books in the philosophy of art I consulted in order to find it discredited.

Susan Sontag skriver i sin tekst Arguments about Beauty at en årsag til dette kan være fordi skønhed engang var et princip om diskrimination, at skønhed gjaldt nogle ting og ikke andre og i højere grad tilhørte familier af højere rang og ekskluderede dermed for meget. Diskrimination som en gang var positivt, bliver nu opfattet som negativt, da det er ensbetydende med fordomme og blindhed overfor de kvaliteter som ligger i alt som ikke er identisk med os selv. Det stærkeste, mest succesfulde træk mod skønhed var i kunsten. Skønhed og omsorgen for skønhed var restriktiv; men selvom at det nuværende formsprog indenfor kunsten har taget en meget anderledes form end tidligere, sidder jeg stadigvæk med en følelse af at kunsten i dag også er ekskluderende da den kan være meget elitær.

Jeg snakkede, nu efterhånden for 5 år siden, med den danske krigsfotograf Jan Grarup om hans fotografiske praksis og spurgte ind til hvorfor alle hans krigsbilleder fremstår i sort/hvid, et kunstnerisk valg som jeg betragter som en æstetiserende tilføjelse. Jeg var kritisk, mest af alt fordi jeg følte at han snød mig, dette var jo ikke hvad han havde set igennem kameralinsen. Han forklarede at hans erfaring med hvordan betragterne af hans farvefotografier reagerede på dette ofte voldsomme og konfronterende visuelle materiale, var at de havde svært ved at tage det ind, de vendte blikket væk, men da han valgte at gå over til sort/hvide versioner kunne betragteren pludselig hvile blikket og reflektere over fortælling i fotografierne.

Ligesom Jan Grarup anvender jeg i min egen fotografiske praksis det smukke som et værktøj, et middel hvorpå jeg kan fange betragterens blik. I en tid hvor politiske budskaber oftest er en fast dagsorden og indlejret i den visuelle kunst, kan skønheden i kunsten fungere som en midlertidig list, en måde at fange betragteren ind, lidt ligesom en trojansk hest. Skønheden indeholder nemlig den visuelle tilfredsstillelse som fanger vores øje, giver os et øjeblik hvor vi ikke tænker, men bare oplever. Oplevelsen er baseret på affekt snarere end logik og kan dermed blive et værktøj for at nå ind til den følelsesmæssige reaktion.

Det er almindeligt at tro, at alt hvad vi føler, kan forklares med ord. Men der er en bred vifte af følelsesmæssige reaktioner, som vi ikke kan sætte ord på. Vi er så vant til at lave disse følelsesmæssige reaktioner at vi ikke er bevidste om dem, før vi netop genkender dem i det subtile element-nemlig kunsten. Hvad der interesserer mig ved det smukke fotografi, er genkendeligheden – altså hvad genkendelighed er for mig: nemlig noget der får mig til at afdække min indre verden.

På mange måder giver det mening at samfundets generelle tendenser også afspejles i kunsten og i den måde vi snakker om kunsten på. Vi lever i et samfund hvor det vi skaber, skal have en umiddelbar funktionalitet og et nytteudbytte, skønheden tilbyder måske ikke dette lige ved første øjekast. Derudover lad os bare se det i øjnene, nu om dage tænker vi ikke på menneskeheden som særlig god. Det er mere normalt at se os selv som værende drevet af impulser der får os til at forbruge mere, udnytte naturens ressourcer og dermed i et uforståeligt højt tempo ødelægge miljøet og i sidste ende udrydde os selv.  Ideen om skønhed handlede om hvordan det smukke stod for optimismen om, at alt i sidste ende kunne være smukt eller godt.

Så hvis der ikke er noget godt ved menneskeheden, hvordan kan vi så argumentere for at inddrage skønheden i kunsten?

En af mine opgaver som fotograf er ikke at præsentere fakta for betragteren, men derimod at være tro mod min egen intuition. Med dette påstår jeg ikke at fotografen dermed er ubekymret angående sit ansvar og sin position i omverdenen og at den visuelt smukke praksis udelukker dette.

Derimod oplever jeg netop det smukke fotografi som en bidrager til at vise ansvar, da det smukke fotografi har evnen til at få objektet/subjekt til at bære sig selv på en respektfuld måde. Det er en anerkendelse af det sete, det er en kærlig handling, en bevarelse af dets integritet. Min egen fotografiske praksis er drevet af en betingelsesløs kærlighed til objektets materialitet og form og det smukke fotografi fungerer for mig som en katalysator for både at praktisere dette samt at formidle denne visdom indenom ydmyghed og gavmildhed.

Susan Sontag kommenterer efterfølgende i sin tekst Argument about Beauty på hvordan det oftest antages at skønhed kan puttes i en ”ren æstetisk” kategori, hvilket placerer skønhed på en kollisionskurs med det etiske, men at skønhed, endda skønhed i den amoralske tilstand, aldrig er nøgen. At skønhed aldrig er uden moralske værdier. Det æstetiske væsen og det etiske væsen er ikke modpoler, men er i sig selv et kvasi-moral projekt, for siden Platon har spørgsmål vedrørende hvordan man har det rette forhold til det smukke været present i at prøve på at definere skønhed.

Ved at være bevidst omkring at det smukke fotografi indeholder disse anerkendende og kærlige kvaliteter kan det også anvendes aktivt til at i talesætte svære politiske problematikker på en respektfuld måde.

 At betragte smukke fotografier minder mig om hvorfor jeg engang blev smask forelsket i det fotografiske medium. I stedet for at møde verden med et slags automatsyn, hvor jeg blev bekræftet i, ja, ja, sådan ser verden ud, hjalp det smukke fotografi mig i en retning mod et mere bevidst seende, et aktivt seende og jeg opdager at jeg ikke rigtigt så verden førhen. Hvis jeg skal beholde min integritet som fotograf, kan jeg ikke gå på kompromis med dette.

Lad mig være tydelig. Jeg siger ikke, at alle kunstværker burde være smukke og jeg prøver ikke at argumentere for en kunst som gengiver standardrepræsentationen af skønhed, idealet, perfektionen.

I kunsten har de smukke ansigter af kvindelige muser allerede høstet århundreders anerkendelse efterfulgt af mediernes fiksering på kvinders fysiske udseende. Mange billeder er i gennem tiden blevet kritiseret for at udtrykke den forkerte sociale moral så som racisme, anti-feminisme osv., Sontag understøtter mine tanker  i Arguments About Beauty, hvor hun skriver at meget af miskrediteringen af skønhed skal forstås som følge af dens identifikation med kvinder (mere præcist, med Kvinde), og dermed kan udløse den sædvanlige ambivalens der stammer fra den ældgamle nedgørelse af det feminine, men lad os ikke forveksle bestemte billeder af skønhed med begrebet i sig selv.

Begreber om kærlighed og skønhed

er uadskillelige i Platons filosofi

Platon skriver i Faidros:

The soul is awestricken and shudders at the sight of the beautiful,
for it feels that something is evoked in it that was not imparted to it
from without by the senses but has always been already laid down
there in the deeply unconscious region.

Det jeg vil forsvare, er vores følte, affektive oplevelse af skønhed som en måde at genkende og navigere i verden omkring os og at det netop er denne genkendelighed som gør det smukke relevant.

Kunstværker behøver ikke at være smukke, for at vi kan anerkende dem som vigtige, men vi må erkende, at æstetisk dømmekraft spiller en stor rolle i vores umiddelbare oplevelse af kunst. Det kan godt være at vi finder andre ord eller synonymer for at undgå at anvende ordet ”skønhed”, men hvis man helt vælger ikke at tage skønheden i betragtning mener jeg at en del af indholdet og perspektivet i kunstværket bliver efterladt umarkeret.

Skønhed er måske ikke en objektiv kvalitet i kunstværket og det er heller ikke en rationel måde for os at argumentere for en genstands kulturelle betydning. Skønhed er ikke en formel vi kan lære fra os. Men når det kommer til stykket, er vores evne til at opfatte skønhed ofte det der gør et kunstværk overbevisende. Det er en følelse der afslører et rent øjeblik af menneskelighed. Noget som vi alle kan relatere til. Det smukke er til stede i vores hverdag og derfor også relevant at drage ind i kunsten. At gengive det smukke er at anerkende det.

To truly know the world, look deeply within your own being; to truly know yourself, take real interest in the world.

-Rudolf Steiner-

………………………………………………………………………………………………………………………

Bilder: Kristina Aurora Simonsen

Bibliografi:

Theodore Roethke, Straw for the Fire: From the Notebooks of Theodore Roethke, 1943-63, p.212, Copper Canyon Press, 2006.

Susan Sontag, An argument about beauty fra Daedalus Fall 2005, MIT Press Journals; vol 134 iss 4 – On Science edition (November 1, 2005).

Immanuel Kant, Critique of judgement, Dover Publications Inc., 2005, oversættelse J.H. Bernard.

Alexander Nehamas, An Essay on beauty and judgement, The Threepenny review, Winter 2000.

Platon, Phaidon BIND 1, samlede værker i ny oversættelse. (2009), redigeret af Jørgen Mejer og Chr. Gorm Tortzen, Gyldendahl.

Rudolf Steiner, Verses and Meditations, Rudolf Steiner press, 2004.

Robert Adams,Beauty in Photography, New York: Aperture, 2009.

Liz Wells, Simon Standing, Beauty: Land/water and the Visuel Arts, University of Plymouth Press, october 2011.