Interface & lertavler

Text: Alexander Nico Ingversen

Når jeg sidder og skriver denne tekst, stirrer mine øjne ind i en computerskærm, hvor bogstaver viser sig i takt med jeg trykker løs på laptoppens tastatur. Det er et såkaldt interface jeg kigger ind i. En grænseflade mellem mennesker og apparater, hvor information præsenteres. Denne grænseflade gør det muligt for mig at læse min egen tekst og siden dele den med andre der kan fortolke og forholde sig til den information som ordene bærer. Bag om denne interface, foregår der en udveksling af koder og signaler, som for de fleste af os er uforståelig. Interfacets funktion er at skjule programmets kompleksitet og omforme disse koder og signaler til et lettere forståeligt udtryk. I dette skriveprograms tilfælde i form af bogstaver på et ark papir.

(fig 1) Lertavlen som vi ser på det første billede, stammer fra sumerisk kultur fra området Mesopotamien. Den er dateret til at være fra omkring 3100–2900 f. Kr. Man mener at tegnene på denne tavle er en regnskabsføring over en lokal beholdning af malt og byggryn. Regnskabsføringen er udtrykt med kileskrift, et af de ældste skriftsystemer vi kender til. Dermed en af de første tekstbaserede teknologier vi ved blev anvendt til at lagre information og kommunikere over større distancer. Ofte blev kileskrift brugt til regnskabsføring, men kunne lige så vel bruges til beretninger om konger og guder, matematiske beregninger eller til at skrive personlige breve.

De arkæologer som i dag beskæftiger sig med at læse disse tavler, forstår dem fra et andet perspektiv, end dem der i sin tid skrev dem.  Ligesom det bløde ler formes af de hænder og kiler som stempler dem, forstås og tolkes skriftens indhold ud fra de øjne som læser dem. Skriftens indhold fortæller os om en civilisation som tidsmæssigt ligger os ret så fjernt. Vores kendskab til disse samfund består primært af skriftkilder og arkæologiske artefakter som man stadigt arbejder med at afkode og fortolke. Skrifttegnene i sig selv, fortæller om udviklingen af et skriftsystem.Men også leret fortæller os om behovet for at kunne materialisere skriften, til at indeksere og kommunikere på tværs af tid og rum. Ligeledes fortæller tavlernes nutidige placeringer rundt i verden, om hvordan kolonisering samt handel og udveksling har forflyttet disse genstande.

 (fig 2) Siden man begyndte at interessere sig for at afkode disse tavler, har man arbejdet med tekniske rekonstruktioner for bedre at kunne aflæse dem. I dag er digital rekonstruktion ud fra fotografiske skanninger, et af de værktøjer som anvendes med hensigten på at bevare de data der er indkodet i de skrøbelige lertavler. Anderledes fra tidligere former af rekonstruktioner, f.eks. aftegning og fotografering, adskiller den digitale metode sig ved at omskabe de fysiske genstande til virtuelle objekter. Det betyder at rekonstruktionen ikke længere materialiserer sig i et stof, men i binære koder der lageres elektronisk. Det betyder også at noget af lerets oprindelige plasticitet genintroduceres. I og med at informationerne ikke længere residerer i et fysisk materiale kan de digitale rekonstruktioner kopiers og deles igen og igen. Man kan studere de virtuelle objekter i 3D-miljøer, hvor de kan gøres større eller mindre efter behov. Eller man kan bearbejde de digitale tavler med forskellige programmer, der f.eks. gør det muligt at sammenføje fragmenter af enkelte lertavler som i dag kan være spredt over forskellige kontinenter. Dertil er det muligt at udskrive de virtuelle tavler som tredimensionelle objekter, hvilket er langt mindre tidskrævende og mere smidigt end håndlavet kopier.

Andre moderne fototekniker giver mulighed for at læse før usete segmenter af disse artefakter. Tilsvarende de papirkonvolutter vi kender fra den i dag arkaiske snailmail. Brugte også folk i det gamle Mesopotamien konvolutter af ler, når de sendte beskeder til hinanden. Det skaber et problem for arkæologer, som ønsker at få adgang til de indkapslede tavler. Før var man nødt til at bryde og dermed forårsage uoprettelige skade på selve lerkonvolutterne. Der i sig selv kan forstås som historiske artefakter, bærerende på vigtige informationer. Men ved at bruge mikro CT-scanning er det i dag muligt at se igennem leret, og læse de tavler som ligger skjult i konvolutterne. Det er således muligt virtuelt at genskabe beskeder som har været skjult for menneskers øjne i flere tusinde år.

(fig 3) Fælles for en del af de metoder man i dag bruger til rekonstruktioner er, at de bruger fotografier som grundlag for deres modeller. At genskabe tredimensionelle figurer ved hjælp af fotografier er egentlig ikke nogen ny teknik. Allerede i 1859 udvikledes en af de første foto-skulpturteknikker af François Willème, der forstod fotografiapparatet som et instrument der kunne gengive volumetriske forhold korrekt. Willème brugte fotografier af sin figur, fra forskellige vinkler, til at aftegne profiler med en pantograf på træplader. Pladerne blev sat sammen og derefter enten brugt til afstøbningsformer eller direkte bearbejdet til naturtro skulpturer. Således udgøres den endelige skulptur af summen af de todimensionelle aftegninger. For Willèmes teknik har fotografierne altså ikke et kunstnerisk mål i sig selv, men er en metode til at indsamle data ligesom en forsker der indsamler data for at studere sit emne.  Denne teknik gjorde det mindre tidskrævende og dermed mindre bekosteligt at lave skulpturer.

En af de i dag mest almindelige metoder til at lave tredimensionelle rekonstruktioner er fotogrammetri. Ligesom Willèmes foto-skulpturer, bygger fotogrammetri på at genskabe objekter eller landmasser af fotografier fra forskellige udsigtspositioner. Teknikken har sin oprindelse med Aimè Laussedat der fra omkring 1851 begynder at udvikle metoder der anvender fotografier til at skabe topografisk kort. Det var dengang en tekniskkrævende og specialiseret teknik, men er i dag gjort mere tilgængelig ved hjælp af software. Derfor er det i dag også en teknik som anvendes på tværs af forskellige discipliner fra geografi og arkæologi over computerspils udvikling. Fælles for Laussedat og Willèmes teknikker er at de bruger fotografiapparatet som et instrument til at indsamle data, der kan fortolkes og formes.

 Igennem forskellige fotografiske teknikker kan de brændte lertavler altså genskabes som smidige digitale filer, og sådan åbnes de op som et interface til historisk data for dem som studerer dem. Måske kan vi også forstå selve lertavlerne som en form for interface. I den forstand at det er i leret at information indskrives, lagres og præsenteres. Sandsynligvis var kileskrift, allerede dengang en forenkling af måden at lagre og dele informationer. Almindeligvis antager man at kileskrift er en udvikling af piktografiske symboler. De piktografiske symboler har udviklet sig fra at repræsentere en specifik ting i verden, til at repræsentere en specifik lyd. Lyden bliver til bogstaver, abstrakte tegn, man kan bruge til at skrive mere komplekse sætninger.

(fig 4) De sumeriske piktogrammer er selv muligvis udviklet fra symbolsten af ler, man mener blev brugt til handel og regnskabsføring blandt kulturer i det gamle Mesopotamien. Således kan vi forstå at der en udvikling fra tredimensionelle tegngenstande af ler til at man indskriver tegn i form af piktogrammer på lertavler. Lerets rolle ændrer karakter fra at blive formet til tegn, til at være den grænseflade hvori tegn skrives og præsenteres. Overgangen fra symbolsten til piktogrammer gør kommunikation mere smidig og mindre pladskrævende.

For mange er computeren i dag det primære værktøj, vi bruger til at kommunikerer med og gemme informationer. Computere er både redskaber vi bruger til at udfører vores arbejde med og kommunikerer i real-time med familie og venner, og endda kilde for underholdning i vores fritid. På den måde er computerskærme som portaler, der gør det muligt for os at hoppe mellem forskellige verdner, selvom vi sidder ved det samme skrivebord. De interface vi møder er programmeret til at forme billeder vi let kan forstå, for at vi kan arbejde mere effektivt med softwaren. Således genbruges billeder vi allerede kender, til at forenkle kompleksiteten bag vores interaktioner. Det ser ud til at vi længe har arbejdet med at forenkle de metoder vi nedfælder informationer med, samtidigt med vi gør det mere overkommeligt at udtrykke os komplekst.

Slår man op roden til ordet “information”, kan man læse sig til at det har sin oprindelse af det latinske “informare” – at give form.  Altså vedrører information noget som er formgivende. Vi kan også forstå ordet information i kontrast til ordet data, i den sammenhæng er information fortolkningen og analysen der former rå data, der naturligt nok efterfølges af viden – rå data bliver til information, der bliver til viden og indsigt. Den viden vi opnår, residerer i vores hoveder. En af de måder vi kan dele vores viden, er ved af nedfælde den med skrift og billeder.

 

Bibliografi

 

 

 

  • Bolter D. J. & Grusin R. (1999) Remediation – Understanding New Media, MIT Press 2000.

 

  • Braidotti, R. (2013) The Posthuman, Polity Press 2019.

 

  • Eder, J. F. (1905) History of Photography, New York: Columbia University Press 1945

 

 

  • Flusser, V. (1983) Towards a Philosophy of Photography, Reaktion Books Ltd. 2018

 

 

  • Haraway, D. (1983) Et Cyborgmanifest, Forlaget MindSpace 2020.

 

  • Kristensen, M. M. (2020) Skrift – fra billeder til bits, forlaget Mindspace 2020.

 

  • Lewis, A. W. (2015) The Reconstruction of Virtuel Cuneiform Fragments In an Online Environment, University of Birmingham 2015.

 

  • Menkman, R. (2020) Beyond Resolution, Shadow Knowledge 2020

 

  • Sobieszek, R. A. (1980) Sculpture as the Sum of Its Profiles: François Willème and Photosculpture in France, 1859-1868, The Art Bulletin , Dec., 1980, Vol. 62, No. 4 617-630

 

Billeder

 

  • Cuneiform tablet: administrative account with entries concerning malt and barley groats, The MetropolitanMuseum of Art

 

  • GigaMesh Screenshot 20190514 Salmanasssar III Tablet Fragment, Wikimedia Commons

 

  • François Willème Unfinished Photosculpture Bust, Courtesy of the George Eastman Museum

 

  • Clay Accounting Tokens Susa Louvre n2, Marie-Lan Nguyen/Wikimedie Commons