Jeg opleves som F - afkom af et blik

 

Repræsentationen i fotografi, har længe været domineret af en verden opdelt i normative kønsroller. Og som fotograf oplevet som kønnet “F”, har jeg stået overfor en række udfordringer fordi mine projekter ofte omhandler maskulinitet.

Er det farligt at sameksistere med andres blik?

(…) Sex has become such a part of plans for power that the discourse on masculinity and femininity, as well as techniques of normalizing sexual identity, have turned into governmental agents of the control and standardization of life. – Paul B. Preciado, Testo Junkie, 2008.

Standardisering og kontrolleringen af livet og kønnede forventninger, er vigtigt at have i baghovedet. Det er vigtigt for min praksis som fotograf. At kunne afkode eller sætte spørgsmålstegn ved blikkets abc.

1. Blik bag kameraet.

2. Blik hos fotograferede.

3. Blik fra beskuer.

I efteråret 2021 stod jeg på Den Frie Udstillingsbygning i København, to af mine fotografiske værker var blevet udtaget til den censurerede efterårsudstilling. Til ferniseringen kom en ældre kvinde hen til mig, jeg stod foran et enormt broderiværk. Hun gav mig et elevatorblik, og sagde, med hvad jeg antog var et imponeret toneleje, du ligner en der står bag dette. Det føltes som at skuffe hende da jeg sagde, nej, det er ikke mig, slet ikke. Den slags tålmodighed ejer jeg ikke. Vi fortsatte med at snakke lidt, og jeg fik bekræftet hende i, at jeg selv er repræsenteret på udstillingen i naborummet. Hun ville gerne se mine værker i fællesskab. Forundret sagde hun, nej dette får jeg ikke til at stemme, jeg var sikker på at det var en mand, der havde lavet disse.

F’S VÆRKTØJSKASSE

Tilnærmelse af M

De griner ofte med mig, eller nogle griner måske af mig. Det er underordnet, så længe de griner. De kalder mig “Prop Queen”. Jeg har en værktøjskasse, indholdet er for stort til at kunne være i faktisk kasse. Så jeg har kasseR. KasseR fyldt med ting. Med forestillingen om, at jeg har brug for dem, når jeg fotograferer. Fotograferer M. Vigtige redskaber, jeg samler for at kunne bygge billeder af M, for F kan ikke tilnærme sig M uden humor. Hvis F prøver på det, bliver det emotionelt, ærligt og intimt.

Motsvarande till den manliga blicken finns den kvinnliga blicken, som i sin mildaste grad skildrar mannen på ett mer emotionellt, ärligt och intimt sätt. – Zejneb Rauf, Den manliga blicken – och det manliga örat?, 2021.

Jeg bliver pisse irriteret, når jeg støder på termen det kvindelige blik. Frem for alt på grund af de værdier der tillægges blikket. Emotionelt, ærligt og intimt.

Når M fotograferer M, kan det være legende voldsomt og aggressionen kan forekomme ligefrem attraktiv. De samme karaktertræk, bliver ikke fremhævet hos F.  F’s aggressivitet er ikke lige så alment brugt, som et attraktivt virkemiddel, nærmere det absolut modsatte. Men min aggressivitet, og min humor, er de vigtigste redskaber som jeg bærer rundt på. De vigtigste værktøjer, jeg som F,  har for at kunne fotografere M. Min oplevelse, når jeg selv opsøger andre med stemplet F der fotograferer M er, at satiren spiller en helt afgørende rolle, den er langt vigtigere end det “ærlige og intime”. For hvad er ærligt og intimt? For mig, er det store ord jeg ikke ved, hvad dækker over.

Jeg håber på, at de sproglige markører F og M, med tiden kan stå frit fra nutidens kønnede konnotationer. Jeg opleves som F, dog er jeg lige så meget M, hvis ikke mere. Public service announcement – please keep your gender reveal out of my way.

 

VÆRK

Goalkeeping, 2021, Af Celeste Knirke Arnstedt, KE-21, fotokreditering; I Do Art Agency.  

 

BIBLIOGRAFI

Preciado, P., Testo Junkie, The Feminist Press, 2013.

Rauf, Z., Den manliga blicken – och det manliga örat?, 2021, https://www.kultmagasin.se/den-manliga-blicken-och-det-manliga-orat/ (hentet 20. oktober 2021).