Spædbarnsdødeligheden samt fødselsdødeligheden er dalet drastisk i bare i løbet af de sidste hundrede år. Opmærksomheden på bakterier, hygiejne og vacciner, har forhindret utallige undgåelige dødsfald. Begravelsesindustrien er vokset og blevet den nye norm. Opbevaring og klargørelse af det døde familiemedlem, udført af kvinder i hjemmet, er nu overtaget af professionelle bedemænd. På denne måde, er døden blevet en mindre og mindre del af vores (vestlige) hverdag.
Den døde krop eksisterer i stigende grad kun som en ’oddity’, et glimts ind i noget forbudt.
Det er dog ikke fordi, at den har været en fremmed tilstedeværelse i kunsten. Det var ikke unormalt for fortidens kunstnere at benytte sig af ligdele for at studere anatomi. Oveni, har journalistisk fotografi portrætteret døde mennesker, siden genrens fødsel.
Men liget i kunstnerisk fotografi er anderledes. Dets eksistens som kunstnerisk motiv, kan være svær at forsvare. Men hvorfor egentlig?
I dette essay vil jeg dykke ned i to forskellige fotografer, som hver har beskæftiget sig med liget i deres fotografi, og udforske et par af de problematikker som svæver omkring denne type af kunst.
Jeg kigger på et billede, fra Sally Manns værk Body Farm. Under noget buskads ligger en krop på maven. Billedet er beskåret, så bare en del af ryggen, og ansigtet ses. Ligets lyse hud er farvet med nuancer af blå og rosa af større og mindre opacitet. I skarp kontrast til de dybe, mørkegrønne farver, som ses på bladede omkring kroppen. Lyse, næsten hvide striber bukker sig på tværs henover skulderblandende. Ligets hår er klippet i en kort, grå frisure. Det, der for alvor cementerer at dette er et dødt menneske, er forrådnelsen omkring det synlige øre, og de manglende ansigtstræk. Både øje, næse og mund er rådnet bort.
Et stilleben er sat op. På et bord ligger et fad med overflod af radiser, roer og små fisk. I midten er et sort romanesco broccoli. I toppen af billedet ses liljer, båret i hovedet på en mand. Hans ansigt er sammentrukken, lukkede øjne og mund. Hans kranie er synligt, huden er skåret væk, lige over hans bryn. I højre side, er kraniet helt væk, og det er der liljerne kommer ud. Dette er Joel-Peter Witkins Still Life, Marseilles.
Begge værker viser den døde krop kompromisløst. Men hvor Mann er en observatør, er Witkin en skulptør. Manns fotografier er en gåtur igennem en institution, en passiv observation af de lig som befinder sig der. De er højest sandsynligt ikke lagt ud, efter hendes idé, eller placeret som et motiv.
Witkins billeder er bestemt opstillede. Hvert stilleben indeholdende kroppe eller kropsdele er placeret af Witkin. Dekoreret med blomster og mad. En mand i en stol, hans hænder foldet sammen i sit skød, det store y-snit tydeligt op igennem hans overkrop.
Der er noget interessant i hvordan de to kunstnere, på så forskellig vis, har valgt at vise den døde krop i deres kunst.
Witkins portrætter har altid været kontroversielle. Hans værker har været anklaget for at være groteske og respektløse. Anklager som Mann ikke på samme måde har været udsat for.
Hvor kommer liget fra?
Manns fotografier er taget på en såkaldt ’Body Farm’. Et sted som har til formål at undersøge hvordan lig nedbrydes i naturen, og hvordan de reagerer på forskellige faktorer, såsom temperatur, vejr, og lignende. Disse informationer bliver appliceret i retsmedicinsk antropologi, og giver forskere yderligere værktøjer til at kunne identificere dødsomstændigheder og dødstidspunkter.
Witkin har derimod fået størstedelen af sine ’motiver’ igennem hospitaler og lighuse. Ligene eller lig-delene som han har fotograferet, kommer fra mennesker som ikke har haft familie eller venner som har afhentet eller gjort krav på dem. Som han selv har indrømmet, har han haft større succes med denne metode i Mexico City, hvor han havde en aftale med et hospital, som indebar, at han kunne sortere i deres uafhentede lig, til brug i hans kunst.
Der er helt basalt noget usmageligt ved at tage til et andet land med et mere korrupt system, og udnytte samme system, til at få adgang til ’goder’ som ikke havde været muligt ellers. Samtidig, så tilhørte kroppene sandsynligvis folk som, på den ene eller den anden måde, levede udenfor samfundet. Personer, som ikke ville blive meldt savnet, personer som var i stand til at forsvinde.
Men selv de body farms Mann har fotograferet hos, har en historik med at bruge uafhentede kroppe i deres forskningen. Så heller ikke der, er der nødvendigvis blevet givet samtykke til, at kroppen endte der hvor den endte.
Witkin har selv forsøgt at komme udenom dette problem, ved at opfordre folk til at testamenterer deres kroppe til ham, så de med samtykke kan fotograferes, efter de er døde.
Et bekendt ansigt
Ikke et eneste ansigt er vist i Manns ’bodyfarm’, hvorimod Witkin glædeligt viser ansigterne på sine motiver. Deres ansigter er en lige så stor del af fotografiet, som ved et normalt portrætfotografi.
Ansigtet er den del af vores kroppe, lettest at identificere, og hvad Witkin gør, er i princippet at vise identiteten på de lig han arbejder med. Måske også i et meget større omfang, og til mange flere, end da liget lå uafhentet i lighuset. Er der en sandsynlighed for, at nogen genkender liget? At nogen ser deres familiemedlem i et af Witkins fotografier?
Det virker ikke til, at det nogensinde er sket. Der var som sagt kroppe som ikke var blevet gjort krav på. Kroppe som sandsynligvis har lagt på køl i lighuset i op mod et år, lemmer som var uidentificerbare.
Respekt for de døde
For mange, er et lig ikke bare en tom skal. Det er stadig den person de elskede, selvom meget af det der var at elske, er forsvundet. Vi har love som beskytter lig mod denne type af behandling. ’Usømmeligt omgang med lig’, som kan give fængselstid. Den mørke dresscode til begravelser, er en måde at vise respekt for den afdøde.
Witkins lig er på alle tænkelige måder, opsat og udstillet. Tvunget til at kysse, brugt som vaser, erstatning for en lampeskærm. De er gjort til objekter, afskåret fra hvad de egentlig er; mennesker som engang var levende.
Man kan argumentere for, at Witkin ikke har respekt for de kroppe han fotograferer. Det ville han selv mene at han har.
Hvordan måler man respekt for de døde? Manns billeder viser også lig i et knapt så præsentabelt stadie. Er lig som udgangspunkt hellige? Fortjener de respekt?
Hvis man tror på, at den døde stadig, er iblandt os eller kan kigge ned på os, giver det mening. Personligt tror jeg ikke på at den døde eksisterer et andet, endda bedre, sted. Samtidig, må jeg indrømme, at jeg heller ikke ville have lyst til at se min bedstemor i hverken Manns eller Witkins fotografier.
Fotografi har en unik evne til at konfrontere. Havde Witkin og Mann været kunstmalere, havde deres værk haft en helt anden effekt, uanset om ligene som var blevet malet, var ægte i deres respektive studier.
På samme måde, konfronterer liget os med noget vi helst ikke vil se. Først, hvordan et menneske vi har holdt af, så hurtigt kan blive til noget helt andet. Næste, at vi på et tidspunkt selv skal dø.
Måske er det der det ubehagelige ligger; at vi forestiller os, at det lig kunne være os selv. Måske er det det som også kan være så fascinerende.
Jeg tror at det forbudte opstår i, den måde vi omgås, eller ikke omgås, med lig. Så snart en person af død, ringes der til bedemanden. Bedemanden henter den afdøde, og står for al klargørelse. Rensning, påklædning, flytning. Bedemanden kører liget fra A til B, tænder stearinlys, tilrettelægger et behageligt sidste møde med den afdøde, inden denne forsvinder for altid.
Jeg kan ikke konkludere om Witkins billeder er det ene eller det andet. Eller om Mann har vist lig på en mere korrekt måde. Jeg synes at begge værker starter en interessant diskussion, som åbner op for vores helt basale følelser omkring død. Både vores egen og vores nærmestes. Om ikke andet, er det måske sundt for os som samfund at blive mere vandt til at forholde os til døde kroppe, siden det som udgangspunkt er den vej vi alle sammen skal.
Bibliografi:
Bambach, Carmen, Anatomy in the Renaissance https://www.metmuseum.org/toah/hd/anat/hd_anat.htm
Begravelse (Begravelsesskikke – Danske skikke i 1800- og 1900 talet:, https://denstoredanske.lex.dk/.search?query=Begravelse+%28Begravelsesskikke+-+Danske+skikke+i+1800-+og+1900-t%29%2C
Danmarks statistik: https://www.dst.dk/da/Statistik/nyheder-analyser-publ/bagtal/2017/2017-06-27-spaedbarnsdoedeligheden-i-danmark
Doughty, Catlin, Smoke Gets in Your Eyes. And Lessons from the Crematory, WW Norton & Company, 2015.
Doughty, Catlin, From Here to Eternity. Traveling the World to Find the Good Death, WW Norton & Company, 2018.
Mann, Sally, Body Farm, 2001 https://www.sallymann.com/body-farm
Witkin, Joel-Peter, Still Life, Marseilles, 1992 https://smartcollection.uchicago.edu/objects/25184/still-life-marseilles?ctx=a534ab44-de02-4c07-90e1-45f6bedb6d69&idx=7 hos Smart Museum of Art, University of Chicago