De er en ældre kvinde ved et rosenbed. De slikker sig om munden. Gule og røde roser. De er sultne. En ung mand i stramme shorts. Mon amour. En stram røv. Glinsende overlæbe. De betragter denne krop mens blodet løber ned ad deres rynkede ben. Oh Chérie. Je saigne pour toi.
Videoinstallationen hedder Qu’un Sang Impur (2019). Jeg ser den og brækker mig af grin. Jeg ser den og tænker på min 70-årige mors slatne overarme, der folder så fint i solen. Jeg ser den og tænker på, at jeg endnu ikke ved, om jeg elsker lugten af mit eget menstruationsblod eller om jeg faktisk væmmes ved mit indre ildhav.
Qu’un Sang Impur (det urene blod) er lavet af Pauline Curnier Jardin. Værket er inspireret af den franske forfatter og dramatiker, Jean Genet´s Un Chant d’Amour fra 1950, en homo-erotisk kærlighedshistorie mellem mandlige fængselsfanger i et fængsel, som i smug betragtes af en liderlig fængselsvagt.[i] I stedet for stramme unge mænd, er det ældre kvinder der sidder bag tremmerne. Disse kvinder stråler af lyst og liderlighed. De gnider deres kroppe mod fængselsvæggene, slikker på fingrene, sukker af tilfredsstillelse og bedst af alt; ils saignent: de bløder.
+ blod +
Jeg bløder i en kop. Når den skal tømmes, tager jeg den ud og betragter dens indhold. Det er som regel varmt. Klumpet. Som kirsebærsovs til jul. Denne lava glider ud af mit indre hver måned, som noget urent, der skal skyldes ud. Er det fordi, det minder om menneskets indre, at det i nogens øjne er frastødende? Er det da urent?
Kvinderne i Qu’un Sang Impur bløder ifølge titlen: det urene blod. Det urene blod, som ikke skal ses. Det blod som normalt ikke løber ned ad nogens ben, men som i stedet samles i en kop, suges op af en tampon eller drypper ned i et bind. Menstruation skal helst ikke ses, høres eller lugtes. Det er stadig et tabu og det minder os om, at der findes et indre i mennesket, som er lavet af knogler, sener, kød, afføring, blod og pis.
Jeg tror, disse kvinder vil sige mig noget. Noget om mig selv og noget om mine fordomme. De vil snige sig ind på mig og vælte mig bagfra så jeg falder og slå hul på knæene. Derefter vil de kilde mig og fortære mig levende/leende.
Disse kvinder er som overmoden frugt. De lugter kvalmende sødt og der er begyndt at bo maddiker i dem. De skulle klippe roserne nænsomt i stedet for at te sig sådan!
Jeg tænker på mine fordomme om de andre kvinder. Om de kvinder der gør et spektakel ud af dem selv. Hvordan der findes en forventning til alle typer af stadier i kvindens liv: den unge kvinde, moderen, den ældre kvinde osv. og hvordan mange kunstnere leder efter muligheder for at forstyrrer disciplineringen og finde strategier, der ikke bare reproducerer kvinden til overflade, men som nuancerer og kompleksificerer hvad, kvinde er og hvad hun længes efter.
Pauline Curnier Jardin omtaler selv Qu’un Sang Impur, som et værk, der undersøger overgangsalderen som et ”fristed”. Et sted hvor reproduktionen ikke længere er en mulighed og hvor kvinderne derfor måske er undsluppet reproduktionens hjul og dermed er frie for at være objekt for lyst.[ii] Er de frie fordi de er ældre og dermed i nogens øjne ”utiltrækkende”? Eller er de frie fordi, de både er ældre og bløder og dermed fremkalder afsky? Er de afskyelige eller er de naturlige? Og hvorfor får jeg en kvalmende klump i halsen ved synet af disse blødende kvinder når jeg samtidig ikke kan få mine øjne fra dem? Hvad er dette for ubehag blandet med begær?
Julia Kristeva beskriver i Powers and Horror – An Essay on Abjection, hvordan hun væmmes ved skinnet på et glas varm mælk. Hvordan hendes krop reagerer fysisk på mælkeskinnets lighed med hud og at det er denne lighed, der er med til at skabe følelsen af foragt, ubehag, kvalme. Skinnet minder os om noget levende men det minder os også om noget, der ikke er levende længere. Abjection opstår i menneskets møde med det ukendte og det uforståelige. Vi bliver gjort opmærksomme på fænomener der eksisterer men som vi ikke kan forstå. Det er ikke liget i sig selv, der er abjected men derimod vores møde med det og det der sker i os i det møde.[iii]
Ifølge Julia Kristeva er vores subjektivitet grundet i et fravær. Et tab af den præødipale moder-barn tosomhed, som forevig er ødelagt når man bliver subjekt. Abjection er i sin mest grundlæggende form en oral afsky, en afvisning af moderen som opleves som abject, for at barnet kan adskille sig fra moder-barn tosomheden og blive subjekt.
Det der er abject truer konstant med at destruere subjektets konstruktion.
I denne logik med tilstedeværelse/fravær, repræsenterer the abjected (moderen, kropsvæsker, den kvindelige krop etc.) det der er tabt og det der må forblive tabt, hvis individet skal bibeholde sin subjektivitet.[iv]
Jeg tænker på mit eget blod. Når jeg tager koppen ud og betragter den varme lava. Jeg føler tryghed og ubehag ved synet. En underlig ambivalens. Et sted mellem min forestilling om hvad jeg er som subjekt og det min krop i virkeligheden består af: blod og pis.
Den abjecte kunst kan ifølge kunsthistorikeren Christine Ross anvendes som en strategi for at kompleksificerer kroppen. I abject kunst, mener Ross, at ”logikken” eller ”reglen” om fraværet/tabet af den præødipale moder-barn tosomhed, bliver undergravet for at producere en form for tilstedeværelse, der ikke er grundet i fraværet men som i stedet co-eksisterer med fraværet. Kroppen mangler ikke bare noget. Den er selve manglen. [v]
Ved at lade kvinderne i Qu’un Sang Impur bløde frit, næsten som en slags manifestation, får kroppene lov til at gøre som kroppene vil. De slipper på væskerne og bryder med hvad, der er socialt accepteret, de bliver ukontrollerede og uhæmmede. Klamheden kompleksificerer kroppene og bryder med kategoriseringen gennem den paradoksale brug af væmmelse. En strategi, der kan være undergravende, hvis den formår at vise, at emnet svigter til at leve op til den forudsigelige, disciplinerede, sammenhængende krop som er skabt af samtidens medicin, jura og psykologi.[vi] De ældre kvinders kroppe kan ikke leve op til normen om produktivitet, sundhed etc. De er kroppe, der manifesterer sig ved netop at repræsenterer, hvad vi ikke ønsker at se. Kroppe der ikke passer ind i systemet. Urene glimtende kroppe.
Bag rosenhækken bløder de i kor. Bag fængselstremmerne tilfredsstiller de sig selv ved at gnide deres bløde grå hud mod de fugtige vægge. De sender sirlige blomsterstilke gennem hullerne mellem cellerne og stønner højlydt mens fængselsvagten banker på dørene for at få ro.
Jeg er draget mod disse ældre kvinder og jeg er især draget af den underlige tilstedeværelse mellem ubehag og latter.
+ vulva klovn +
Den græske mytologi fortæller historien om da Persefone blev kidnappet og ført til undergrunden af Hades. Hendes moder Demeter, som er gudinde for frugtbarhed og landbrug, rejser verden rundt for at lede efter hende og fortvivlet og ulykkelig over tabet af sin datter, ignorerer hun sine pligter som gudinde. Afgrøderne dør, intet vokser og mennesker og dyr sulter.
Da alt håb synes ude dukker en lille skabning op. Dette er Baubo. Baubo fortæller lystigt den ene sjofle vittighed efter den anden men da det ikke har den store effekt, vælger hun til sidst at trække op i sit skørt og uden at fortrække en mine, vise sit underliv til Demeter. Og med det samme bryder gudinden ud i en voldsom latter. Frisluppet fra sorgen kan hun nu tænke klart og hun overtaler Zeus til at tvinge Hades til at frigive Persefone og vender tilbage til at passe afgrøderne og dermed give liv til dyr og mennesker.
Baubo er en vulva klovn. Hun bruger hendes køn til at skabe glæde og latter. Hun i de fleste tilfælde fremstillet uden arme og med en vagina som hage. Hun er faktisk næsten ikke andet end en vagina og to ben. Er hun Vagina dentata? Den monstrøse forestilling om at kvindens køn er farligt og at det kan bide mandens lem af?
Nej Baubo er ikke farlig. I denne fortælling, er kvindens køn genstand for latter og forløsning i stedet for som symbolet på frygt. Det er Baubos køn, der gør at Demeter kan slippe sorgen og udtænke en plan for at få sin datter igen og derefter genoptage sit arbejde som landbrugets gudinde. Hendes vagina er heltinden.
+ bræk og latter +
Både i historien om Baubo og værket Qu’un Sang Impur, er den lavere del af kroppen i fokus. Den lavere del af kroppen forbundet med afføring, urin, menstruation og sex. Den del af kroppen, der er forbundet til jorden. Til nede i modsætningen til oppe. Den nedre del af kroppen, som også er centrum for karnevalet.
I karnevalet er hierarkierne nedbrudt. Autoriteters betydning er undergravede til fordel for latter og bløde maver. Den russiske filosof og litteraturkritiker Mikhail Bakhtin skrev i bogen Rabelais and his World om det karnevaleske i litteraturen og med udgangspunkt i den middelalderlige folkefest er Bakhtins: karnevalesk, karakteriseret ved at vende op og ned på sociale strukturer og hierarkier. Karnevalet var en ‘midlertidig befrielse’ fra den etablerede orden. Det vendte hierarkierne op og ned ved at skabe et offentligt rum, hvor religiøs moral blev genstand for hån[vii].
I Qu’un Sang Impur er der løssluppenhed og fokus på kropslige væsker og kropslige lyster. Jeg tænker på styrken af dette. Som Pauline Curnier Jardin selv beskriver som en slags ”uudnyttet kraft”, disse kvinder indeholder. En styrke det også går at finde paralleller til i fortællingen om karnevalet og måske specielt i karnevalets latter.
Under karnevalet var latter en kilde til fornyelse og efter det oprindelige karnevals forsvinden levede den revolutionerendelattermagt fortsat. Den karnevalske latter overlevede i samfund af kvinder, hvor latter opretholdt sin kulturelle betydning som en fejring af kroppen og en midlertidig frigørelse fra kulturelt kvindehad, som indskrev religiøse værdier på kvinders kroppe, såsom kvinden som syndens legemliggørelse.[viii]
Nancy Reincke undersøgte i 1900-tallet potentialet i kvindens latter. Hun mente bl.a. at den leende kvinde indenfor film, var et eksempel på et nyt perspektiv, der komplicerede, det dominerende male gaze, i stedet for at blive objekt for latterliggørelse. Dette kunne ske når kvinderne lo sammen. Truslen mod mandlig dominans er ikke kvinder, der griner af mænd; truslen er, at kvinder griner med kvinder.[ix]
Les femmes løber mod solnedgangen. De springer afsted i bølgende slowmotion og samles på toppen af en gylden bakke, hvor de, befriede fra fængslets kolde vægge, skriger til himlen af deres lungers fulde kraft. Kvinderne skriger af grin til den orange sol og de gør det sammen. Jeg griner med.
Værket er karneval og latter. Det sviner renheden til med det klammeste blod og forstyrrer ordenen og dermed skaber det et mere komplekst billede af hvad kroppe kan være. Det er spektakulært, rodet, klamt og overdrevent. Det bringer kroppe tilbage til jorden og forstyrrer hierarkierne.
Det frastøder mig herligt. Det er grineren klamt. Det er i sig selv ambivalent men det er det, der er det smukke. Det skal bevæge sig mellem det velkendte og det ukendte, det ydre og det indre, før det gør godt. Det skal være ukontrollerbart og urent.
Vi er en ældre kvinde ved et rosenbed. Vi slikker sig om munden. Vi skriger i kor:
Må din vagina bringe dig liv og lyst og latter.
Källförteckning:
[i] Jardin, Pauline Curnier. Qu’un sang impur. 2019. 2019. http://paulinecurnierjardin.com/quun-sang-impur-2019/ (hentet 2019-11-27).
[ii] Jardin, Pauline Curnier. Qu’un sang impur. 2019. 2019. http://paulinecurnierjardin.com/quun-sang-impur-2019/ (hentet 2020-02-10).
[iii] Kristeva, Julia. Powers of Horror. An Essay on Abjection. New York: Columbia University Press, 1982, 3.
[iv] Ibid., 2.
[v] Ross, Christine. Redefinitions of Abjection in Contemporary Performances of the Female Body. Cambridge: Cambridge University Press, 2003, 286.
[vi] Ibid., 286.
[vii] Bakhtin, Mikhail. Rabelais and his World. Bloomington: Indiana University Press, 1984.
[viii] Boland, Brooke. Women laughing: transgression and collective power. Overland. 2017-06-12. https://overland.org.au/2017/07/women-laughing-transgression-and-collective-power/ (hentet 2020-02-10)
[ix] Reincke, Nancy. Antidote to Dominnance: Women’s Laugther as Counteraction. Journal Of Popular Culture; Vol. 24, nr. 4, 1991: 27