Mødet mellem fotograf og subjekt

Jeg ved ikke hvad jeg skal sige men formår at holde lidt smalltalk igang. Jeg begynder at sætte mit kamera op og falder lidt til ro. Hun sidder på min seng mens jeg koncentrerer mig om at få stativet indstillet rigtigt og kameraet vinklet ret. Jeg betragter hende igennem kameraet og det føles ikke som om at der er behov for at udveksle ord. Jeg beder hende en gang imellem om at vende hovedet en hvis vinkel eller kigge ind i eller væk fra kameraet. Det hele går hurtigt til og efter kort tid er vi færdige. Jeg forsøger mig igen med lidt smalltalk, men det går ikke og vi siger farvel. Nervøsiteten sniger sig ind på mig igen og tankerne går igang. Hvad mon hun tænkte og følte? Det meste af tiden var det akavet og stift og der var ingen connection eller lad os kalde det forståelse, imellem os. Billederne blev ikke gode. Man kan sammenligne dem med et pasfoto på den måde, at der ingen identitet var i dem, hverken hendes eller min. Det blev et billede af et ansigt og intet andet.

Jeg undrer over mødet med subjektet, begæret af at eje og hvad det vil sige at give og tage et portræt. Hvorfor bliver det ibland som mødet med pigen i ovennævnte situation og hvordan kan det andre gange udvikles til en leg og et venskab? Her mener jeg ikke nødvendigvis et venskab som man normalt tænker det, men at stunden man deler sammen for at kreere et billede, er givende for begge parter og et bånd skabes i kreationen.

I et interview for ArtReview Asia siger Wolfgang Tillmans: I needed to know that I wasn’t intruding, that she was willing to give me her picture. You have to be given a picture. I don’t take a portrait, I receive a portrait. It’s only what people are prepared to give you that you can capture. (ArtReview Asia, Aimee Lin, Wolfgang Tillmans talks to ArtReview Asia about his new Hong Kong show, 2018). I sin sætning sætter Tillmans ord på en del af undren – det er kun hvad folk er klar til at give som du kan fange. 

Når jeg mærker at en person frem for mit kamera er ubekvem i situationen eller ikke viser entusiasme, resulterer det i at jeg selv bliver nervøs og dermed skaber en barriere hvor jeg ikke kan tage hvad jeg vil have. Det visuelle billede i mit hoved kan ikke komme til live, da det ikke går at tvinge frem. Det fungerer ofte kun når der er en forståelse og en lyst fra begge parter. Det at subjektet overgiver sig selv til fotografen, til billedet som skalskabes, kan kun ske igennem tillid, når der findes en gensidig respekt til hinanden. Når det er sagt, så findes der visse fotografiske genrer som jeg ikke mener at dette passer på. Nogle gange er man blot en flue på væggen.

Jeg fortsætter med at undre over Tillmans ord. Kan det være helt rigtigt? Hvad hvis man vil fange noget som subjektet ikke er klar over at han/hun udstråler? Fx hvis man kigger på nogle af Rineke Dijkstras Beach Portraits, hvor hun har fotograferet børn og unge på stranden – der ser man klart og tydeligt en selvbevidsthed som der slås sprækker i. Det sker eftersom de skal holde deres position i længere tid end hvad som er behageligt ogderved fanger hun og tager bevidst billeder, som jeg ikke tror at subjekterne er klar over at de giver. Min forestilling er, at de bliver overraskede overat se dem selv portrætteret på den måde, jeg tror at de troede at de gav noget andet.

Now, once I feel myself observed by the lens, everything changes: I constitute myself in the process of ‘posing’, I instantaneously make another body for myself, I transform myself in advance into an image. (Roland Barthes, Camera Lucida).

Som Barthes beskriver, så påtager vi os ofte en rolle hvori vi vil repræsenteres på en bestemt måde og opleves af andre som vi gerne selv vil ses. Det er der sammenstødet opstår, da fotografen har sin vision, sit syn på subjektet og ligeledes har subjektet sin egen forståelse og idé af sig selv.Når jeg kigger på Dijkstras portræt, Hilton Head Island, S.C., USA, June 24, 1992, forestiller jeg mig mødet mellem fotograf og subjekt (dette eringenting jeg ved, blot en opdigtet idé).

Pigen går på stranden med en flok veninder når Dijkstra kommer hende imøde. Hun føler sig speciel for at hun bliver den “udvalgte” og føler sig set(at føle sig set – en vigtig pointe her). Rineke beder hende om at stille sig fremfor hendes kamera og beder hende vente mens hun sætter fokus. Pigen er klar over sig selv og hun er klar over hvordan modellerne i magasinerne ser ud. Hun imiterer en posering hun har set og det går godt. I al den tidhvor Dijkstra langsomt rumsterer (venter) ved kameraet, falmer pigens posering. Hendes ryg begynder at slappe af, benet hun har vægten på bliver træt og overkroppen hænger til siden. Hendes hånd på låret føles ikke længere naturlig og som tiden går, stirrer hendes øjne mere på kameraet end ind i det. Nu er hun ved at være i mål, men Dijkstra lader hende stå lidt i nu. Pigens utålmodighed stiger, mens hun bliver mere og mere klar over sigselv og hendes eksistens på pladsen hvor hun befinder sig. Hendes krop begynder at føles akavet og hendes øjne udstråler usikkerhed. Momentet Dijkstra ventede på, “the decisive moment” – hun trykker på udløseren.

The main thing is to understand desire. The desire to possess, the desire to own or to control, the desire to interpret: they all make for bad art. I have observed this again and again in my life. When I desire to interpret or to own something, the picture is boring or bad. Only when I look without this possessive desire is there an understanding or a connection between myself and the subject. The camera is something that I put between myself and the subject; it is not a tool for possession or acquisition, but a recorder of what my mind sees.Desire for beauty or for a person or for longing can, in itself, be a beautiful thing. The moment your art makes a claim to control, or claims sovereignty of interpretation, then it’s just ugly. But if you are genuinely interested in something, it is difficult to go wrong. (Wolfgang Tillmans, ArtReview Asia, 2018).

Mange vigtige pointer og faktorer bliver taget op i uddraget ovenfor, som både beskriver Tillmans måde at gå til veje, men også åbner op for en anden forståelse af synet og lysten til at fotografere mennesker. Lad os tage en gennemgang. Tillmans beskriver her kameraet som en optager af hvad hans sind ser, ikke hans øje, men sind. Dette skiller sig ud fra den ideologiske påstand af, at kameraet er som et “mekanisk øje”. I sammenhæng med dettemenes det, at kameraet er en registreringsmaskine som bare viser sandheden. Det stammer fra idéen om, at fotografiet medbringer en objektiv vidnesbyrd, den “reproducerer” synet – et syn uden subjektiv indblanding. Denne diskussion har medført utallige kritiske holdninger til fotografiet og sat spørgsmålstegn ved hvorvidt det er etisk korrekt at repræsentere andre igennem kameraet. Når Tillmans beskriver kameraet som en optager af hvad hans sind ser, stiller jeg ikke spørgsmål ved, om det jeg ser er sandt eller falsk, da det er hans subjektive syn eller idé om noget.

Hvad jeg synes er beundringsværdigt ved hans billeder, er hans måde at se verden på. Ofte fotograferer han hverdagsting som vi alle har set før, menaldrig givet opmærksomhed. At se verden igennem en anden, det gør man nok altid indenom fotografi, men det specielle er, at se noget man har set før og så se det på en ny måde. Med visse af Tillmans billeder, får jeg med det samme øjnene op for hvad det var han fandt interessant, hvad det var som gjorde ham nysgerrig. Dog er det ikke altid lige let at tage del af. Symbiosen opstår langt fra altid og mange gange tager jeg mig selv i, at undre over hvorfor han tog et billede eller hvorfor han valgte at vise det frem. Hvorfor skal jeg se det her? Hvilken følelse giver det ham? Alt jeg ved er,uanset hvor meget jeg forstår et billede eller ej, at det har en betydning for fotografen, det rørte noget i ham/hende. At blive udfordret som beskuer – en vigtig del af at være betragter.

At begære at eje nogen eller noget i form af et billede. Tillmans er imod det, siger at det kun leder til dårlig kunst. Kan det være sandt? Og hvad mener han med at ville eje? At eje i form af at vise sig selv frem i subjektet (eller objektet), at glemme dem som individ og repræsentere dem som man selv ønsker? Er det, at ikke respektere subjektets eller objektets sande natur? At ville have noget andet frem end der faktisk findes? Iscenesatfotografi er vel at begære at eje? Der former man hvad som er foran kameraet som man vil. Tillmans siger at det leder til dårlig kunst, men hvor går grænsen? Han vælger jo også med omhu hvad som skal være med i hans frame, konstruerer et billede. Han ser noget som har potentiale, men dermangler noget. Måske en farve? En form? Han tilsætter ingrediensen og tager billedet. Det er en fin linje.

Given half a chance, an artist who makes portraits, will try to overtake his or her sitter. At first, the artist will ask casually. The artist will not reveal their true desire, which is to own the subject. Rather the artist will flatter, will nonchalantly court the subject, hoping to woo him or her with the trinket of representation. It will only take a moment. No one will see it. Or – you’re perfect. This is it. CollierSchorr. (Dazed Digital, Francesca Gavin, Collier Schorr: still chasing the first high, 2014).

Schorr beskriver i en tekst fra bogen Jens F, hvordan man som fotograf nærmer sig sit subjekt, efter man har fået øje på dem. Jeg reflekterer over det, overrasket over hvordan det lyder, men bliver hurtigt indforstået med, at jeg arbejder på samme måde. At smøre sig ind, smigre og lokke, få subjektettil at føle sig godt tilpas og føle at de ser godt ud. Om det man siger er sandt eller falsk har ikke så stor betydning, så længe de tror på det. Det at gå op til nogen for at spørge om man må fotografere dem, er et kompliment i sig. Det betyder, at der er noget ved subjektet som man godt kan lide, noget specielt ved lige præcis den person. Det er alt hvad han/hun behøver forstå til at starte med – om man så pudser lidt ekstra på, for at overtale dem, er en del af spillet. De fleste vil gerne føle sig set, få opmærksomhed og blive lagt mærke til. Det er et menneskeligt træk, at ville have bekræftelse.

Schorr udtrykker sig modsat Tillmans, hun mener at fotografens sande begær, er at eje subjektet. Senere i samme tekst, skriver hun om afhængigheden af repræsentation, at hun ikke kan få nok. Men hvem er det egentlig hun repræsenterer? Nogle gange repræsentere hun subjekterne som de er (tror jeg), mens andre gange skildre hun opdigtede roller eller egne idéer igennem subjekterne. Tag t.eks. projektet Jens F hvor hun får en teenagedreng tilat efterlige poseringer af en malet kvindelig figur. Dette varer ved igennem flere år og Jens udtrykker fra tid til anden, at nogle af poseringerne følesubehagelige. Det er tydeligt at hun i dette projekt begærer at have kontrollen over sit subjekt (eje det), for at få frem sin ønskede idé. Bogen er stærk, et mesterværk efter manges mening. Man kan vel tage kontrol over nogen, hvis de lader sig kontrollere. Hvis de overgiver sig og ved at de bliverrepræsenteret som noget andet end bare dem selv. Eller?

Tillmans, Schorr og Dijkstra har alle hver deres måde at interagerer med deres subjekt på. De udtrykker sig stik modsat hinanden når de snakker om deres fremgangsmåder og deres billeder skiller sig æstetisk, teknisk og metodisk ud fra hinanden. Hvad har de tilfælles? De er alle tre på toppen. Detbeviser at der ikke bare findes en måde at møde sit subjekt på og at hver sin måde at gå til veje giver hvert sit resultat. Om en af fremgangsmåderneer bedre end en anden? Det tror jeg ikke. Hvem du er som menneske definerer hvilken vej du vælger. En anden ting de har tilfældes er passion. De ernysgerrige, oprigtige og ihærdige. De fotograferer som de gør, fordi de ikke kan lade være.

Målet er fuldkommen kærlighed.

Litteraturliste:

ArtReview Asia, Aimee Lin, Wolfgang Tillmans talks to ArtReview Asia about his new Hong Kong show, 2018, https://artreview.com/ara-spring-2018-tillmans-interview/ (hentet d. 08.10.2020).

Dazed Digital, Francesca Gavin, Collier Schorr: still chasing the first high, 2014, https:// www.dazeddigital.com/fashion/article/18446/1/collier-schorrs-androgynous-youth (hentet d. 08.10.2020).

Schorr, Collier, Jens F, Steidl, Tyskland, 2005.

Barthes, Roland, Det ljusa rummet, Alfabeta, Stockholm, 2006.

Edwards, Steve, Fotografi – en introduktion, 3. udgave, Raster Förlag, Sverige, 2007.

Rineke Dijkstra, Hilton Head Island, S.C., USA, June 24, 1992

https://publicdelivery.b-cdn.net/wp-content/uploads/2019/02/Rineke-Dijkstra-%E2%80%93-Hilton-Head-Island-S.C.-USA-June-24-1992.jpg

Fotografier: Luna Lopez